Mackie's pizzaer gør comeback med stor succes
En tidligere lærling giver de karakteristiske pizzaer fra Mackie's Pizza nyt liv i en foodtruck.
Mackie’s Pizza var en institution i Aarhus, da pizza-restauranten lukkede i 2023. På det tidspunkt havde spisestedet med de amerikansk-inspirerede pizzaer været at finde på Clemens Torv i 45 år.
Mackie’s oprindelige ejer, Mickey Lee, døde i 2015, og corona var med til at give den folkekære pizza-restaurant dødsstødet.
Nu har Niels Wolthers, tidligere pizzabager ved Mackie’s, startet en forretning, der genopliver spisestedets karakteristiske pizzaer, kendetegnet af en tyk bund og masser af fyld. Det skriver stiften.dk.
Siden nytår har Niels Wolthers Mackies Pizza Truck besøgt mindre byer i blandt andet udkanten af Aarhus, og det med stor succes, forstår man på 58-årige Niels Wolthers.
»Planen var at lave en stille og rolig opstart med god tid til at styre tingene på plads. Men jeg er nærmest blevet løbet ned af interessen og har nu ansat to hjælper. Det går bare så stærkt,« siger han til stiften.dk.
Niels Wolthers har erhvervet retten til at bruge navnet Mackies Pizza, og pizzaerne i Mackies Pizza Truck skal være lavet med de samme råvarer og på samme måde som på Mackie’s.
Niels Wolthers var en af Mickey Lees oprindelige lærlinge og har tidligere også drevet Mackie’s Sandwichbar i Ryesgade.