Stor østjysk virksomhed sikrer fornuftig indtjening »trods en svær start på året«
Stor virksomhed sikrer millionoverskud trods en svær start på 2024.
»På trods af en svær start på året, kom vi fornuftigt tilbage i løbet af anden halvdel af året. Vores genopretning er et vidnesbyrd om den tyngde og modstandsdygtighed, Kamstrup repræsenterer samt dedikationen fra vores medarbejdere verden over.«
Sådan lyder det fra Kamstrups CEO, Søren Kvorning, i en pressemeddelelse.
Ordene kommer på baggrund af nyt regnskab, som virksomheden i Stilling netop har offentliggjort.
Virksomheden skriver i pressemeddelelsen, at 2024 var et udfordrende, men afgørende år for Kamstrup. På trods af den globale økonomiske afmatning og de vedvarende effekter af komponentkrisen i 2022, opnåede Kamstrup en omsætning på tre milliarder kroner, hvilket repræsenterer et fald på 17 % sammenlignet med året før. Dog afsluttede virksomheden året med et resultat før skat på 247 millioner kroner, takket være effektiv tilpasning og forbedret ordresituation i anden halvdel af året.
Ny strategi
For at geare virksomheden til fremtiden og med henblik på at øge væksten, implementerede Kamstrup midt på året en retningsændring i sin koncernstrategi. Dette omfattede en række justeringer, der har udstyret virksomheden til bedre at navigere i et volatilt forretningsmiljø på tværs af verdensmarkedet. Den strategiske ændring førte til en opdateret organisationsstruktur med øget end-to-end ansvar i tre stærke forretningsenheder og en global salgsorganisation. Disse ændringer er fundamentale for at forberede Kamstrup til fremtidig vækst og for at nå ambitiøse mål for fremtiden.
»Med vores nye strategiske retning tager vi et markant skridt i retning af en styrket Kamstrup-kultur, hvor vi arbejder med et øget kundefokus, samarbejder med kunder og partnere om at skabe morgendagens innovative løsninger, mens vi samtidig udvikler vores arbejdsmiljø i Kamstrup med endnu bedre plads til læring samt karriere og personlig udvikling for vores medarbejdere,« fortæller Søren Kvorning.
Forpligtelse
Innovation forbliver kernen i Kamstrup. På trods af et år fyldt med udfordringer i markedet, som også afspejler sig i resultatet, fortsætter Kamstrup med at investere kraftigt i innovative løsninger gennem hele 2024 og fortsat ind i 2025. Et splinternyt amerikansk hovedkvarter i delstaten Georgia med produktion og R&D Center, åbnet i starten af året, er et klart eksempel på investering i fremtiden.
Fremadrettet er Kamstrup fortsat godt positioneret og fokuseret på at lede vejen mod en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Virksomheden forbliver forpligtet til at reducere sit eget miljøaftryk, hvilket bl.a. afspejler sig i godkendelsen af »Science-Based Targets« for kortsigtet og »net-zero« emissionsreduktion i 2024.