Gratis "vitamin" har helbredende kræfter – og ligger lige for dine fødder
Naturen som "vitamin N" kan være afgørende for at tackle stress og tristhed. Både forskning og erfaring viser, at naturen har en betydelig positiv indvirkning på menneskers velvære.
Du kender helt sikkert vitamin N med de helbredende kræfter. Vitamin N står nemlig for ”Naturen”, og vi kan alle sammen få det gavnlige vitamin N helt gratis, når vi opholder os udenfor. Forskning inden for så forskellige områder som miljøpsykologi, neurologi og medicin har dokumenteret, at det at tilbringe tid i naturen kan føre til bedring, såvel mentalt som fysisk og følelsesmæssigt.
Lige nu er foråret på vej og alting springer ud, det er derfor et helt ideelt tidspunkt, hvis du ønsker at gøre optimalt brug af naturens vitamin N. Suppler dine ture med at plukke mælkebøtteskud, ramsløg og skvalderkål, og suppler din gode mad med disse livgivende forårsbebudere. Du kan hente inspiration og opskrifter til det hele her.
Helbredende effekt
Vi mennesker har altid vidst, at naturen formår at lindre og helbrede, hvis vi har det dårligt – fysisk såvel som psykisk. Helt tilbage til Hippokrates’ tid anbefalede man syge og triste mennesker gåture i naturen som en effektiv helbredelsesform.
Naturen har således længe været anerkendt som en kilde til trøst og helbredelse på tværs af kulturer og tidsperioder. At opholde sig i naturen vækker ofte en følelse af forbundethed til verden omkring os, og det viser sig at kunne hjælpe mange til genoprettelse af ligevægt og sundhed. Måske har du også prøvet, hvordan en travetur ved skov eller strand har kunnet give humøret og helbredet et løft?
Nyere forskning har vist overbevisende resultater i relation til de mange psykologiske, fysiologiske og følelsesmæssige fordele, der er forbundet med at komme uden for i naturen. Studierne viser alt lige fra stressreduktion til humørforbedring samt fysisk og kognitiv genopretning. Naturens skønhed og helbredende effekt er indiskutabel, og vi bør måske netop derfor i denne tid udnytte dens fordele i højere grad, end vi gør i dag.
Alt for mange mistrives
Alt for mange – unge som ældre – mistrives i dag. Måske opholder vi os alt for meget indenfor? Måske lever vi i stressende bymiljøer, frygter fremtiden eller sidder for meget foran computeren? Undersøgelser, publiceret i National Library of Medicine, har vist, at en sådan inaktiv, indendørs levevis, måske ovenikøbet i frygt og utilpashed, kan føre til en sansemæssig overbelastning, der igen kan føre til mental træthed og tristhed.
Daglige ophold i naturen, gå- eller cykelture får kroppen til at slappe af. I kombination med alt det glædesfyldte ved naturen, så øges vores kreative evner samt evnen til at fokusere og problemløse også hermed. Sundhedsfordelene står nærmest i kø.
Det danske studie
Syddansk Universitetet har gennemført et treårigt projekt, kaldet ”Sund i Naturen”. Det viser i overensstemmelse med den overleverede viden og de mange udenlandske forskningsresultater, at brug af naturen var i stand til at hjælpe deltagerne i studiet. De følte sig – både undervejs og efter – langt bedre tilpas og deres livskvalitet blev øget.
Deltagerne var kronisk syge mennesker, mennesker med stress, angst eller depression samt børn og ensomme ældre. Samtlige deltagere fik det bedre i løbet af den tid, projektet udfoldede sig. Kronisk syge fik et nyt syn på sig selv, for de kunne mere end de selv troede under projektets forløb. Mænd og børn blev mere aktive, og de, der led af stress, ensomhed, angst og depression, fandt ro og livsglæde i naturen. Alle deltagere følte større indre ro og glæde ved at være en del af noget større og opleve naturens magi. De var alle enige om, at naturen kan have helbredende kræfter.
Denne danske forskning underbygger således den eksisterende viden, og viser, at naturen har en helt fantastisk indvirkning på os mennesker. En rask travetur kan få tristhed, stress og sygdom til at mindskes.
Derfor: vitamin N
På baggrund af alt dette, kaldes naturen for vitamin N, og vi danskere har godt af vitamin N. Vi må ud i naturen – morgen, middag eller aften – og nyde den smukke natur. Vitamin N er helt gratis, og jo før vi får lært vores børn og børnebørn værdien af den smukke danske natur, jo bedre. Få børnene væk fra computere og tv, og få dem ud til skov og strand. Vores børn i dag er slet ikke så meget ude i naturen, som vi var, da vi var børn. Vi har som forældre en forpligtigelse til at lære dem at bruge naturen mere. På den måde får de også en række effektive og naturlige redskaber ved hånden, når de bliver voksne og måske oplever stress eller nedtrykthed.
Nyd foråret
Personligt har jeg oplevet, at når jeg kører lidt fast i mine skriverier, så hjælper en rask gåtur. Det klarer hjernen, det virker som en mental pause, og ofte har jeg fundet den for mig helt rigtige løsning på et problem, under en travetur.
Jeg er heldig, at jeg bor tæt ved skov og strand. Bor du i en bymidte uden parker, så tag cyklen eller bussen derhen, hvor det er dejligt at gå tur, for at være udendørs i naturen har en afslappende effekt på de fleste af os.
Brug eventuelt naturen, når du skal mødes med venner og familie, for at gå sammen øger også følelsen af fællesskab, ligesom det giver anledning til at nyde alt det smukke, der er omkring os. Personligt er jeg overbevist om, at det er godt, og nu har vi ovenikøbet videnskabelig dokumentation for det.
Anette Harbech Olesen fra Højbjerg har arbejdet med mad og sundhed i 23 år og har udgivet 40 bøger om emnet. Hun er uddannet i USA, hvor man har klare regler for, hvor meget af forskningen der må være industrielt støttet. Hun søger kombinationen af uafhængig forskning og livserfaringer i formidlingen af sin viden. Du kan hente mere inspiration her.