Fortsæt til indhold

Kender du en virksomhed, der gør en forskel? Nominer den til en pris

Priserne skal fremhæve og anerkende de virksomheder, der gør en betydningsfuld indsats.

Samfund
sra

Kender du en virksomhed i Syddjurs, som er noget helt særligt? Måske er det din egen arbejdsplads, måske er du kunde i virksomheden eller måske ejer du den selv?

Uanset hvad, kan alle nu indstille netop deres favorit-kandidat til hele to virksomhedspriser i Syddjurs Kommune: Årets erhvervsvirksomhed og Den sociale virksomhedspris. Det skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Priserne blev indstiftet i 2024 af Social- og beskæftigelsesudvalget og Erhvervs- og planudvalget. Udvalgene ønsker at fremhæve og anerkende de virksomheder, der gør en betydningsfuld indsats på det lokale arbejdsmarked og inden for erhvervslivet i Syddjurs Kommune.

For at komme i betragtning til prisen som Årets erhvervsvirksomhed skal virksomheden have markeret sig på mindst ét af seks områder.

For den sociale virksomhedspris gælder det kriterium, at virksomheden arbejder med at hjælpe borgere med sproglige udfordringer og barrierer med at finde fodfæste på en arbejdsplads.

Det kan både være, hvis man ikke taler dansk eller engelsk, og det kan være relateret til forskellige handicaps, der gør det svært at udtrykke sig sprogligt.

På syddjurs.dk/virksomhedspriser kan man læse mere, og det er også her, man kan indstille kandidater til en eller begge priser. Fristen for at indstille er 4. april.

I 2024 vandt Hotel Fuglsøcentret A/S prisen som årets erhvervsvirksomhed, mens Hos Walter, Brdr. Thorsen I/S og Vahle A/S var med i opløbet.

Koed Tømrer- og Byggeforretning ApS vandt den sociale virksomhedspris. Her var Mols Bolsjer A/S og Sweetkitchen Engros Aps med i opløbet.