Cyklister ræser stadigvæk over centralt fodgængerfelt: »Alle trafikanter skal følge loven«
Der er stadigvæk en del cyklister, som bryder loven, når de er på farten ved Dokk1, men hvad vil kommunen gøre ved problemet?
I takt med at foråret nærmer sig, ses flere cyklister på de aarhusianske cykelstier. I Aarhus er det nemt at komme rundt på cykel de fleste steder, og Aarhus Kommune arbejder løbende på at skabe den bedst mulige infrastruktur.
Men det er ikke alle lyskryds, der er lige optimalt indrettet.
Avisen har flere gange skrevet om, at Østjyllands Politi jævnligt finder bødeblokken frem ved fodgængerfeltet ved Dokk1, hvor letbanen stopper.
De var til stede igen i torsdags, hvor de igen førte kontrol med, om cyklisterne cyklede over fodgængerfeltet, selvom det er ulovligt.
Det resulterede i 19 sager fordelt på 17 sigtede. De to sidste sager handlede om kørsel på el-løbehjul i fodgængerfeltet og manglende hjelm.
Morten Skou Nicolaisen, afdelingsleder for mobilitet i Aarhus Kommune, fortæller, at man er opmærksom på problematikken.
»Det er uhensigtsmæssigt at have en cykelrute, hvor man undervejs skal stige af og trække. Det er ikke et serviceniveau, vi ønsker at tilbyde. Men indtil der sker noget andet, skal alle trafikanter følge loven inklusive cyklister,« siger han.
Han forklarer, at historikken for området er, at det var Kultur og Borgerservice, der etablerede havnefronten under det, der hed Urban Media Space. Det blev efterfølgende overdraget til Teknik og Miljø.
Senere kom et krav om signalreguleret kryds og en fodgængerovergang, hvor der tidligere var en lovlig forbindelse for cyklister på tværs af letbanen. Det skete efter ønske fra letbanen på grund af bekymring for krydsende fodgængere. Området har været præget af nogle processer, som ikke minder om, hvad der sker andre steder.
Ingen uheld
»Hvor politiet vælger at prioritere sine indsatser, det er op til politiet. Jeg synes, at det er godt, at de fører kontrol nede ved krydset ved Dokk1, men vi er ikke på samme måde bekymrede for det kryds, som vi er for andre, fordi vi ikke har registreret særlig mange uheld dernede,« siger han.
Eftersom der ikke er registreret særligt mange uheld der, er det ikke et af de farligste steder.
»Der er selvfølgelig en tryghed særligt for fodgængere, og der er en bekymring om, hvorvidt der kan opstå potentielle konflikter med letbanen. Men hvis letbanen kommer, og der bliver rødt, plejer de fleste cyklister at orientere sig herefter.«
»Vi har igangsat en undersøgelse dernede, fordi vi synes, at det lige nu er uhensigtsmæssigt, at cyklisterne skal stå af og trække over krydset. Vi ville på et tidspunkt gerne finde en mere optimal løsning,« siger Morten Skou Nicolaisen.
Det er dog ikke et af de farligere kryds, hvorfor det ikke er førsteprioritet at skabe bedre infrastruktur der.
»Vi har nogle uheldsstrækninger, som vi kigger mere på. Noget er på grund af indretningen af krydset, mens andet er på grund af trafikanternes adfærd. Der er ingen tvivl om, at en stor mængde registrerede uheld har mere fokus hos os end områder, hvor der foregår ulovlig adfærd, men hvor vi ikke kan registrere, at der har været mange uheld.«
Kommunen er nu i gang med at undersøge og analysere krydset ved Dokk1.
Morten Skou Nicolaisen fortæller, at de undersøger forholdene dernede.. Blandt andet kigger de på, hvad det er for en adfærd, trafikanterne har. På den måde undersøger de, hvordan der kan skabes den bedst mulige infrastruktur, som er mest hensigtsmæssig for alle.
»Vores holdning er, at man selvfølgelig ikke skal gøre noget, der er ulovligt. Men på den anden side kan vi godt se, at den løsning, der er lavet dernede, ikke efterlader ret mange hensigtsmæssige muligheder for cyklister. Vi fokuserer derfor på, hvordan vi på lang sigt kan skabe en anden løsning dernede, som bedre tilgodeser cyklisterne, så de ikke behøver at gøre noget ulovligt.«
Han understreger, at den nuværende løsning ved krydset ved Dokk1 ikke er god nok.
»Man har tilgodeset nogle andre forhold end dem for cyklisterne.. Det vil vi gerne finde en anden løsning på, nu hvor vi står i denne situation, at det ikke er hensigtsmæssigt for cyklisterne.«
Der er ikke nogen konkrete løsninger fremlagt endnu, men kommunen er i gang med at analysere, hvordan fodgængerfeltet kan blive mere hensigtsmæssigt.