Et langt liv er slut
På opfordring fra Din Avis Syddjurs har Lars Greve på vegne af sine brødre og familie skrevet mindeord sin mor, Anna Marie Greve, bosiddende i Ådalsområdet, der døde forleden efter et langt liv, 97 år gammel.
Anna Marie Greve: f 26. december 1927 - d 19. marts 2025,
Anna Marie Greve bliver født i Gram ved Stilling 2. juledag 1927, kort tid før penicillinet bliver opdaget. Hun starter i skolen, hvor hendes far er lærer. Hun hører sin far og mor tale bekymret om det, de læser om Hitler i Skanderborg Amtsavis. Han har vundet valget i Tyskland. Som hun sidder en tidlig morgen med Lottemis på trappen udenfor skolestuen i deres hus, opdager hun sorte flyvemaskiner flyve lavt hen over byen. Når hun skal hjem på weekend fra Egå Efterskole, må hun cykle, for under besættelsen kan familien ikke få benzin til deres Ford A, og der kører ingen busser.
Foråret kommer sent, så de må lede for at finde udsprungne bøgegrene, som de kan hilse de engelske soldater med d. 5. maj. Til Sankt Hans aften på Rønshoved Højskole kan hun nede ved Flensborg Fjord se de bål, de dansksindede tænder som en hilsen til de danske nord for grænsen. Dem kan de stadig ikke få lov at besøge. På Askov Højskole hører hun forstander Arnfred holde engagerede foredrag om den nordiske mytologi og de folkelige bevægelser. I Håndarbejdets Fremme i Århus får hun til opgave at montere en klokkestreng, som fru borgmester Unmach Larsen har broderet med motiver fra Den gamle By.
I huset på Ballesvej i Hornslet hjælper hun sin mor med at vride klejner op til jul. En tidlig morgen efter der har været bal på kroen, møder hun Søren, som står og spiser en stang wienerbrød udenfor bagerforretningen. De taler om, om de skal have køleskab eller kælder i det hus, de vil bygge på Toftevej. Søren bliver kæmner i Mygind-Krogsbæk-Skørring Kommune, fordi han har en kone, der kan bage kage til sognerådsmøderne. Hun er medlem af menighedsrådet, og hun hilser på kirkeminister Orla Møller, som besøger kapellet på Krogsbæk Kirkegård, før det bliver revet ned.
På den årlige campingtur med de tre drenge i Isabella-villateltet bliver der én dag købt hakkebøffer på dåse – det skal jo også være lidt let for mor. Der er efterkonfirmationsfest for alle, der har givet gaver, og der er hjemmebagte birkes og nougatroulade. Cigaretfadene er fyldt op. Børnene i børnehaven elsker den mad, som hun hver dag laver til dem – også når det er grøntsagssuppe. Nu skal der lige gøres lidt ekstra rent i krogene derhjemme, for det er deres tur til at have kortklubben på besøg.
Det første barnebarn, Ask, er på ferie, og de to benytter sig af, at farfar skal sove til middag, for så kan de få et spil whist. Familien er samlet om det store sognerådsbord, og hun kommer ind og serverer den sprøde flæskesteg – hvor er det godt at se Søren sammen med hele den dejlige familie.
Pludselig er Søren der ikke længere. De havde ellers aftalt, at de skulle have et langt liv sammen.
Magnus er på besøg, og han sover inde hos farmor. Han får lidt penge med til skoleboden næste dag. Gad vide, hvem der kommer og henter hende, når hun skal i kortklubben næste gang – de er nu altid så søde til det. Ida er på besøg og hun fortæller, at hun har fået en kæreste – hvor er det dejligt med alle de børnebørn, men de måtte altså godt bo lidt tættere på. Hun føler sig jo slet ikke gammel, men nu er der alligevel kommet tre søde oldebørn.
Hun står på terrassen og kigger ud over ådalen. Hun får øje på en fugl, som hun gerne ville have vist til Søren. Der er snart gået 20 år, og der har ikke været en dag, hvor hun ikke har savnet ham – måske længes hun efter at møde ham igen.
I sidste uge sluttede det så. Kroppen kunne ikke længere rumme hende. Trods hendes imponerende vedholdenhed måtte hun erkende, at hun var oppe mod større magter. Måske sidder hun nu på en græsk ø og drikker et glas rødvin sammen med Søren.