Kæmpestort revisionsfirma til Randers: Se hvor
Beierholm satser på at rekruttere flere ansatte, hvis kundetilgangen i Randers er som håbet.
Det landsdækkende revisions- og rådgivningsfirma Beierholm etablerer sig nu i Randers.
Kontoret åbner senest 1. august på Stieg Larssons Allé 5, der ligger ud til Fladbrovej. Det nybyggede lejemål med en flot udsigt ud over Gudenåen mod syd har ventet på lejere et stykke tid.
»Huset er færdigt udvendigt, og vi har mulighed for at komme ind lidt før, hvis det bliver færdigt før 1. august. Det talte også for, at vi selv kunne være med til at indrette det indvendigt,« siger Jørgen Jakobsen, der som partner i Beierholm, skal sikre, at kontoret er bemandet hver dag.
»Vi starter med 5-7 mand, så vi har folk fra vores outsourcingafdeling og revisorer til stede hver dag,« siger han.
»Hvis man vil have kunder i Randers, skal man være i Randers,« siger han som årsag til overhovedet at etablere endnu et kontor, som Beierholm allerede har 40 af rundt om i landet.
Kontoret på Stieg Larssons Allé er valgt på grund af gode parkeringsmuligheder og beliggenhed. A1 Consult står bag de arkitekttegnede kontorfaciliteter. Og så ligger kontoret godt for pendling fra Viborg, hvor det nærmeste Beierholm-kontor befinder sig.
»Det ligger utrolig godt for os, og vi har spurgt meget ind til i vores netværk, om det har betydning for om man ligger ude på Stieg Larssons Allé. Og det har det ikke været,« siger han.
Plads til flere
Selvom kontoret ikke ligger centralt, ser Jakobsen det ikke som en ulempe.
»Vi får ikke strøgkunder, så det betyder ikke så meget,« siger han. Fokus er på tilgængelighed og moderne faciliteter.
»Det er en bonus, at det ser nyt og indbydende ud,« siger Jørgen Jakobsen.
Kontoret har plads til omkring 20 personer, hvilket giver mulighed for vækst. Og så er Beierholm de første, der flytter ind i bygningerne, der står klar til endnu flere firmaer der vil leje kontorfaciliteter.
»Lige nu har vi nok ansatte, men der er mange forespørgsler fra potentielle kunder, så hvis de bliver til noget, skal vi ansætte flere,« tilføjer han.
Og der er også stor interesse fra folk, der søger job. »Vi er fortrøstningsfulde på den front,« bemærker Jørgen Jakobsen.
Jakob Sevelsted Mathiasen bliver ansvarlig for outsourcingområdet, hvor Beierholm hjælper kunder med at forenkle økonomiske arbejdsgange. Han er bosat i Randers og har erfaring fra branchen i byen.
Lokalt tilstede
Revisorerne har også deltaget i forskellige netværk i Randers for at opbygge lokale relationer.
»Vi har siden før sommer sidste år deltaget i alle mulige netværk i Randers, så lige så stille er vi begyndt at opbygge et kendskab til Randers og de kunder der er her,« siger den ledende partner.
»Det er en del af hemmeligheden for at være en del af et større revisionsfirma, det er at være lokalt tilstede,« forklarer Jørgen Jakobsen.
Beierholm, med base fra Aalborg, har nu mere end 40 kontorer fordelt i hele landet og beskæftiger 2.000 medarbejdere. Fokus er at servicere mindre og mellemstore virksomheder, herunder med outsourcing af bogholderi og økonomistyring.