Fortsæt til indhold

Sådan forbereder Favrskov sig på katastrofe: At købe vand og dåsemad er ikke nok

Der er store forskelle i beredskabsniveau mellem kommunerne. Nogle kommuner har allerede været på indkøb, men i Favrskov har de valgt at gøre noget andet.

Samfund

Der er endnu ingen centrale anbefalinger til kommunerne angående prepping og beredskab ved krisesituationer.

Sidste år fik danskerne en klar anbefaling fra Beredskabsstyrelsen om, hvordan private borgere bør sikre sig, men kommunerne mangler stadig vejledning i forhold til en indsats på for eksempel bosteder og plejehjem.

Der er stor forskel på, hvordan kommunerne har forholdt sig til udfordringen.

Nogle er gået i gang med at indkøbe større mængder forsyninger og udstyr, mens andre, som Favrskov, har rettet sit fokus mod at gøre organisationen parat til at kunne håndtere et forsyningsnedbrud, hvis det skulle opstå.

Ikke først, men klogest

Favrskov vurderede ikke, at det første, der skulle gøres, var at købe en større mængder forsyninger og udstyr.

Til gengæld foretog kommunen i sommer en grundig gennemgang af deres eksisterende beredskab i lyset af anbefalingerne til private borgere.

»Vi valgte at sætte fokus på at gøre vores organisation parat til at kunne agere hurtigt og effektivt, hvis en krise skulle opstå.«

Tingene udvikler sig hele tiden, så John Keller Lauritzen kan ikke afvise, at der skal indkøbes udstyr og forsyninger. Men det skal ske med omtanke.

»Det nemmeste i verden at gå ud og tømme supermarkedernes hylder for vand og FM-radioer, siger han. For os er det arbejdsgangene, planerne og medarbejdernes parathed til at agere, der er særligt vigtige i en krisesituation. Derfor sætter vi ikke lighedstegn mellem indkøb af udstyr og parathed til at håndtere en krise«, siger han.

Med hensyn til plejecentre og botilbud vurderer kommunen, at der er tilstrækkelige madforsyninger, men der er fortsat usikkerhed om, hvilke scenarier der potentielt kan opstå og dermed, hvilken indsats der skal gøres.

»Det er jo et spørgsmål om, hvor omfangsrig en krise, vi skal forberede os på. Er det worst case, hvor hverken strøm, vand eller telefonnettet er tilgængeligt, og rammer det lokalt, så vi kan hente hjælp i nabokommunen, eller rammer det nationalt, så vi helt selv skal kunne klare os?«

De pårørende er trygge

Derfor gør Favrskov sig mange overvejelser om, hvor balancen mellem rettidig omhu og de ressourcer, det koster at preppe, skal findes.

»Det kan godt blive et kapløb med kommunerne om at gøre mest hurtigst, men vi vil hellere gøre det på et fagligt funderet grundlag. Det skal gøres klogt i stedet for hurtigt og stort«

Trygheden blandt pårørende og beboere er ifølge John Keller Lauritzen intakt.

»Vi oplever ingen utryghed. Hvis pårørende kommer, så vil vi kunne berolige dem med, at vi har en stærk grundpakke i vores beredskab.«

Savner svar

En rundspørge, som DR for nylig lavede, viste, at 14 ud af 32 kommuner har gjort som Favrskov og endnu ikke har foretaget ekstra indkøb af for eksempel mad og vand.

Blandt de kommuner fra rundspørgen, der over de senere uger har købt ekstra forsyninger og udstyr ind, ligger tre i Østjylland.

Skanderborg Kommune har besluttet at sikre forsyninger nok til mindst tre dage for de borgere, der bor i kommunalt regi.

Der skal også købes nødgeneratorer, en dieseltank og terrængående hybridbiler til nødkørsel for personalet.

I Aarhus skal alle kommunale bosteder, døgninstitutioner og plejehjem have forsyninger til tre dage.

Det gælder også Syddjurs, hvor man tilmed har indkøbt så specifikke ting som batterier, pandelamper, plastikbestik og regnvandstønder.

Favrskov Kommune var ikke med i DR’s rundspørge, men John Keller Lauritzen, sekretariatschef i Favrskov Kommune, som koordinerer indsatsen, udtaler:

»Vi havde da nok forventet en central udmelding, for eksempel fra det ministerium, der netop er oprettet til formålet, om hvordan vi som kommuner konkret skal forholde os til det øgede trusselsniveau.«

Det synes dog ikke at være lige på trapperne, så derfor har kommunen fundet sin egen vej.

»Men det er da lidt tosset, at der nu kommer 98 forskellige modeller for, hvordan vi bereder vores botilbud og plejecentre på et muligt forsyningssvigt.«

Han understreger, at Favrskov er i dialog med andre kommuner, der er gået aktivt ind i prepping-arbejdet for at kunne tage ved lære af deres erfaringer.

Desuden koordinerer de løbende med det fælleskommunale beredskab og følger de udmeldinger, der kommer fra styrelser, ministerier og KL.

DR.dk har talt med Torsten Schack Pedersen, minister for samfundssikkerhed og beredskab.

Han er ikke afvisende overfor ønsket om national hjælp, men mener dog ikke, at en ensretning i form af retningslinjer eller en national strategi er vejen frem.

»Jeg tror ikke, at vi skal komme med en standardmodel, vi trækker ned over alle landets kommuner. Det er forskelligt, hvordan man har indrettet sig, og hvordan man bedst løser opgaven.«