Lokal idrætsforening udsat for svindelopkald og forbrydelse: Store beløb stjålet
Lystrup IF Gymnastik & Fitness har været udsat for svindelopkald og forbrydelse i løbet af weekenden. Sagen er nu meldt til politiet.
I løbet af weekenden blev Lystrup IF Gymnastik & Fitness udsat for en forbrydelse og svindelopkald.
Svindlerne har fået overført store beløb fra foreningens konto.
Det oplyser bestyrelsen til foreningens medlemmer i en mail, som avisen er kommet i besiddelse af.
»Skruppelløse svindlere har fået overført store beløb fra vores konto i løbet af weekenden. Så snart vi blev opmærksomme på svindlen, meldte vi det til politiet, og vi er nu i dialog med både politi og bank og forsøger at få overblik over situationen og forhåbentlig begrænse skadens omfang,« står der i mailen.
Hvor mange penge, det drejer sig om, vides endnu ikke helt præcist, men der er tale mere end en million kroner, skriver TV2 Østjylland.
»Vi er både vrede og rystede over at nogen gør dette mod de frivillige i foreningslivet,« skriver Helle Klüwer, som er frivillig bestyrelsesleder i Lystrup IF Gymnastik & Fitness.
Helle Klüwer oplyser til avisen, at hun ikke ønsker at kommentere sagen yderligere, før man har dannet sig et overblik.