Lars vil gøre Randers Great Again: Har skabt en laks
Lars Kannegaard håber hans projekt med 3D-printet laks kan inspirere til kunstværk ved Flodbyen.
»Jeg elsker Randers. Og jeg mener, at vi skal tale vores by op. Det kan vi blandt andet gøre ved at sætte fokus på det, vi har været kendt for i århundreder: laksen, kønne piger og Randers Handsker.«
Det siger Lars Kannegaard Andersen, der i flere år netop selv har givet sit lille bidrag til at føle lidt stolthed over Randers.
Han er blandt andet manden bag de 3D-printede Randers-bogstaver, som han har fået lov til at lave efter den store original, som du hvert år har kunnet beundre flere steder i Randers.
Han har også lavet en tro kopi af det gamle rådhus fra 1778 og den store lysende bamse, som Randers Cityforening hvert år stiller op på Østervold, og »Randers-brættet«, hvor du blandt andet kan placere de runde kupler fra Randers Regnskov, en Thor-flaske, Verdos skorsten og andre symboler fra Randers.
Den springende laks
Han har i flere år forsøgt at få flere med på idéen om at skabe en kæmpestor springende laks, der skal stå et centralt sted i den nye Flodby.
»Om vinteren forestiller jeg mig, at du skal kunne trække en ”frakke” af LED-lys over den, så den kan lyse op og gøre folk glade. Den skal nok skabes af sten, metal eller et andet holdbart materiale. Der må være en kunstner og nogle pengefolk, der kan se idéen,« fortæller han ivrigt, mens han viser sin seneste prototype frem.
Han har selv tegnet den fra bunden i sine 3D-programmer og printet via sin egen 3D-printer. Og gennem de senere år er den blevet forfinet endnu mere.
»Jeg er sikker på, at en kunstner kan gøre den endnu smukkere og mere formfuldendt. Jeg er ikke ude efter selv at skabe den, men jeg vil gerne være kendt for at være den, der fandt på idéen,« siger den 58-årige Lars Kannegaard Andersen, der gennem sit enmandsfirma Lakan 3D printer på livet løs, når han har fri fra det faste job som mekanisk ansvarlig i udviklingsafdelingen ved Grundfos. Her har han arbejdet i over 34 år.
Væk fra Mokai
Og køber du et af hans utallige Randers-symboler, behøver du ikke klynke over prisen. For i flere tilfælde donerer han overskuddet til Randers Regnskov.
»Jeg reagerede på kommentaren i Din Avis om at gøre Randers Great Again. For jeg mener, vi har meget at byde på. På min arbejdsplads i Bjerringbro får jeg næsten hver dag kommentarer om Mokai og vores Randers-dialekt. Det tager jeg med et smil. Men vi trænger til at blive stolte af vores egen by. På den måde kan det være, at folk udefra begynder at kende os for noget andet godt,« siger Lars Kannegaard Andersen, der er født i Randers og altid har boet i Nordbyen, inden han tilføjer:
»Og hvad er mere randrusiansk end laksen? Vi skal sætte fokus på det, vi gerne vil være kendte for.«