Politianmeldt for ulovlig markedsføring: Men Morten nægter at betale bøde
Morten Høst fra Gjerlev er blevet politianmeldt af Fødevarestyrelsen for ulovlig markedsføring af kosttilskud. Men det er ikke det eneste.
Morten Høst, tidligere ejer af virksomheden Det Kolde Bord, er blevet politianmeldt af Fødevarestyrelsen.
Anmeldelsen kommer, efter Morten Høst, der bor tæt på Gjerlev nord for Randers, i både 2023 og 2024 ulovligt har markedsført kosttilskud på sin private Facebook-profil og sin nu tidligere virksomhedsprofil på Facebook.
Det har udløst to bøder på hver 5.000 kroner. Men af hver sin årsag.
Morten Høst nægter dog at betale bøderne, da han mener, at Fødevarestyrelsen har jagtet hans virksomhed uretmæssigt. Sagen har stået på i over halvandet år og er politianmeldt flere gange af Fødevarestyrelsen.
»Jeg har postet nogle ting på Facebook om kosttilskuddene fra Asea, som har udløst Fødevarestyrelsens opmærksomhed,« forklarer Morten Høst.
Han erkender, at han i 2024 udtalte sig om kosttilskuddet på en måde, der kan tolkes som sygdomsanprisninger. Men efter at have registreret sig som privatperson hos Fødevarestyrelsen har Morten Høst fået vejledning om, hvad han må sige, og hvordan han kan markedsføre kosttilskud.
»Jeg har fået en masse guidning af dem om, hvad jeg må sige, og hvad jeg ikke må sige, og hvordan jeg kan gøre det,« siger han.
Han fortæller selv, at han har lært af sagen og nu holder sig inden for rammerne for lovlig markedsføring.
»Jeg nægter«
Han fortæller, at han i første omgang blev præsenteret for en bøde på 5.000 kroner, da Fødevarestyrelsen mente, at han brugte den ulovlige anprisning gennem sin daværende virksomhed, Det Kolde Bord.
Den tidligere virksomhedsejer har forsøgt at overbevise Fødevarestyrelsen om, at markedsføringen skete som privatperson og ikke som virksomhed, og at han har nedlagt sin virksomhed.
»Det tog mig lang tid at overbevise dem om, at det ikke havde en skid med min virksomhed at gøre,« siger Morten Høst.
Han mener, at Fødevarestyrelsen har brugt unødvendig tid og ressourcer på sagen.
»Jeg nægter simpelthen at betale de 5.000 kroner, fordi det, synes jeg, er uretfærdigt, når det er min virksomhed, de har jagtet. Og ikke mig,« forklarer han.
Han mener, at Fødevarestyrelsen burde have oprettet en ny sag mod ham som privatperson i stedet for at ændre den eksisterende sag.
Langt forløb
Hos Fødevarestyrelsen er udlægningen en del anderledes.
»Morten Høst er blevet politianmeldt, fordi han ikke har betalt de bøder, han har fået,« forklarer Michael Rosenmark, der er rejseholdschef i Fødevarerejseholdet, i en mail-korrespondance med Din Avis.
For det første fik Morten Høst en bøde på 5.000 kroner under et kontrolbesøg 12. september 2023. Det var for manglende registrering af virksomheden Det Kolde Bord og derefter en 5.000 kroners bøde yderligere for at bruge såkaldte sygdomsanprisninger på virksomhedens Facebook-side i forbindelse med markedsføring af kosttilskuddet Asea.
Derudover fortalte Morten Høst, at hans CVR-nummer ville blive lukket ned ved årsskiftet 2024-2025. CVR-nummeret eksisterer endnu, men firmaets navn er ændret til Mhwebsites. Det fremgår af CVR-registeret.
Fødevarestyrelsen forsøgte flere gange at kontakte Morten telefonisk og via e-boks, men han vendte først tilbage i august 2024 efter at have modtaget flere rykkere.
Derefter delte Fødevarestyrelsen sagen op. Så nu er Morten Høst politianmeldt for ikke at betale den første bøde på 5.000 kroner, der vedrører Det Kolde Bord. Og Morten Høst er personligt politianmeldt for ikke at have betalt den anden bøde på 5.000 kroner for at anprise kosttilskud.
Politi sidste mulighed
Fødevarestyrelsen forklarer, at politianmeldelse er den sidste løsning for at få bøder betalt, hvis en virksomhed eller en person ikke vedtager bødeforlægget.
»Det er vores eneste mulighed, hvis virksomheden ikke er enig i, at reglerne er overtrådt, og den ikke betaler det bødeforlæg, som kontrollen har meddelt,« bekræfter Michael Rosenmark fra Fødevarestyrelsen.
Hele vejen
Politianmeldelserne har ikke påvirket Morten Høst nævneværdigt.
»Det tager jeg sgu meget stille og roligt. Det hidser jeg mig ikke så meget op over,« siger han.
Han afventer nu, hvad politiet vil gøre med sagen.
»Jeg har ikke hørt noget fra dem endnu,« siger han.
Men han er fast besluttet på at gå hele vejen til retten for at få sagen afgjort.
»Jeg tænker, at jeg skal på en tur til Retten i Randers og sige goddag til dommeren derinde, og så er det afsluttet,« siger han og afslutter:
»Så kan dommeren give mig eller Fødevarestyrelsen ret.«