Henrik bliver Ridder af Champagne
Fra kølemontør til Champagneekspert – nu får Henrik Lund plads i fornem orden.
Det er lidt af et karrierespring, som Henrik Lund fra Grenaa har foretaget.
I mange år var montage af køleanlæg hans speciale, men efter at have arbejdet for og været medejer af SA Køleteknik, solgte han sin andel - og kastede sig i stedet over den mangeårige fritidsinteresse - vin og ædle dråber.
I dag driver han Lund Vine i Rugvænget i Grenaa, men fredag 4. april er han i Champagne-distriktet i det nordlige Frankrig, hvor han skal indlemmes i den franske “Ordre des Coteaux de Champagne”.
Det er Champagnehuset Taittinger, der står for selve ceremonien, og udnævnelsen er kommet hus på baggrund af et stærkt salgsarbejde og rigtig promovering af champagnerne hos Lund Vine i Grenaa.
»Dette sammenholdt med et stærkt samarbejde med den danske importør af Taittinger er nu møntet ud i, at vi i Grenaa inden længe får en stolt Ridder af Champagne,« siger Henrik Lund.
Han fortæller, at udover at være beæret over at være udnævnt, så har salgsarbejdet været et sejt og seriøst arbejde, men der skal også lyde en stor tak til alle Grenaavirksomhedens kunder som vælger topchampagner, når der skal gode bobler i glasset.
»Uden dem - ingen Ordre des Coteaux de Champagne i “lille Grenaa”,« siger Henrik Lund.