Fortsæt til indhold

Vær med til at holde Randers ren

En uge med oprydning i det offentlige rum kulminerer med Den store affaldsindsamling lørdag 5. april.

Samfund
sra

Snapperen i hånden og på med de gode sko. I uge 14 skal vi samle affald i Randers Kommune. Der er aktiviteter i løbet af hele ugen, og Randers Kommune inviterer sammen med Renholdet Randers til Den store affaldsindsamling lørdag 5. april.

Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Som frivillig kan man være med til at indsamle affald i forskellige områder af byen og hjælpe med at sikre, at Randers fremstår som en ren og attraktiv by.

»Det er altid dejligt at se initiativer, som udviser omtanke og tager ansvarlighed for at holde vores kommunes byer og natur pæn og ren. Jeg håber, at mange borgere vil bakke op om initiativet og gøre en forskel for by og natur. Det er der i den grad brug for,« siger Frank Nørgaard (DF), der er formand for Miljø- og Teknikudvalget, i pressemeddelelsen.

Alle interesserede kan møde op i No. 17 i Slotscentret mellem klokken 10 og 14, hvor de frivillige vil sprede sig ud på forberedte ruter og gøre en indsats for at holde Randers ren. Det forventes, at der bliver samlet affald i en stor del af Randers.

»Det er bekymrende at se, hvor meget affald der bliver smidt i byen, jeg samler meget, når jeg går rundt på egen hånd. Især affald som cigaret-skodder og nikotinpakker er noget, jeg ofte ser, hvilket ikke er særligt rart eller lækkert at se på,« siger Per Christensen, der er koordinator for Renholdet Randers.

Kommunes skoler og daginstitutioner vil også tage del i affaldsindsamling, hvor de vil rydde op i byens grønne områder i selskab med ”skraldemonsteret”.

Lørdag 5. april bliver der også slået et slag for miljøet i Nordbyen. Randers Kommune og Bysekretariatet har sammen med Nordre Fælled Parkrun planlagt et helt særligt plogging-event, hvor der både er mulighed for at komme ud i den dejlige natur, dyrke motion og samle affald på samme tid.