Danhostel vinder lokal erhvervspris
Danhostel Skanderborg løber med ErhvervsUdvikler Prisen for at bidrage positivt til udviklingen.
I 17 år har ErhvervSkanderborg nu hyldet en virksomhed, der har gjort en særlig indsats og bidraget positivt til udviklingen i Skanderborg Kommune.
I år løb Danhostel Skanderborg med ErhvervSkanderborgs ErhvervsUdvikler-pris 2024.
Der fremgår af en pressemeddelelse fra ErhvervSkanderborg.
I offentliggørelsen af de tre nominerede, kunne mand læse begrundelsen for, at Danhostel Skanderborg kom med som en af tre nominerede.
»Danhostel Skanderborg er stærkt forankret i det lokale erhvervsliv og prioriterer at støtte lokale virksomheder, når de køber ind og samarbejder. Danhostel Skanderborg er et inspirerende eksempel på, hvordan bæredygtighed, social ansvarlighed og økonomisk vækst kan gå hånd i hånd. Danhostel Skanderborg støtter op om socialøkonomiske virksomheder og har modtaget CSRpeople’24-mærket for deres inkluderende og ansvarlige indsats,« lød begrundelsen tidligere.
Prisen blev uddelt ved ErhvervSkanderborgs generalforsamling, der blev afholdt hos Ove B. Dirksen A/S torsdag 27. marts, hvor mere end 170 medlemmer var mødt op. Morten Kohsel (Kohsel A/S), formand for ErhvervSkanderborgs bestyrelse uddelte prisen på vegne af ErhvervSkanderborg.
De øvrige nominerede til prisen var Enkotec A/S og Key2Quality.
Det er ErhvervSkanderborgs bestyrelse der har valgt de 3 nominerede ud af de mange indstillede kandidater - og ErhvervSkanderborgs medlemmer har stemt og dermed valgt vinderen.
Ny bestyrelse
På generalforsamlingen blev der også valgt en ny bestyrelse i ErhvervSkanderborg.
Ved generalforsamlingen blev Kristina Ceravolo (Lakeside Ry / Topas A/S), Bo Zacher Nielsen (Periti ApS) og Peter Rose Nøhr (Stilling Køl og El A/S) genvalgt til bestyrelsen. Formand Morten Kohsel stoppede efter 12 år i bestyrelsen, og Pia Søgaard Nielsen (DM Supply A/S) blev valgt ind.
Bestyrelsen ønsker en sammensætning i bestyrelsen, som afspejler diversiteten blandt medlemmerne. Derfor havde de opfordret Pia Søgaard Nielsen til at stille op. Hun opfylder kriterierne for ønskerne til branche, virksomhedsstørrelse, køn og geografi.
Næste bestyrelsesmøde afholdes 8. april 2025, hvor bestyrelsen konstituerer sig.