Fortsæt til indhold

Ikonisk familiebutik lukkede efter 40 år - men nu er lokalerne solgt: Ny forretning rykker ind

Køber rykker fra sine nuværende lokaler i Jægergårdsgade.

Samfund

»Kære loyale kunder, vi lukker desværre butikken efter næsten 40 skønne år på Trøjborg. Tre generationer af familien Sørensen. Det har været en sand fornøjelse, men tiderne er desværre løbet fra os.«

Sådan lød det i et opslag på Facebook tidligere i år, da Støvsugerhjørnet, som siden 1985 har holdt til på Tordenskjoldsgade, måtte oplyse, at den gamle familiebutik stod foran en lukning.

Og siden ophørsudsalget sluttede, har lokalerne stået tomme - men ikke særligt længe.

For nu kan erhvervsmægler Peter Løndal fra Nordicals Aarhus oplyse, at de kendte butikslokaler er blevet solgt og har fået en ny ejer:

»Interessen var stor, jeg havde mange fremvisninger og ejerlejligheden blev solgt på bare en måned,« skriver mægleren i en besked til avisen.

Køber er keramiker Bente Østergaard Sørensen, som kommer til at åbne et keramikerværksted- og butik, og i forretningen kommer andre udstillere også til at blive inviteret.

Bente Østergaard Sørensen flytter samtidig fra hendes nuværende lokaler i Jægergårdsgade.

Hvornår keramikbutikken - og værkstedet åbner, står endnu ikke klart.