Fortsæt til indhold

Anklager: TV 2 skal straffes med bøde for optagelser af Else der havde afføring

Det var uberettiget at viderebringe optagelser af ældre i intime situationer, lyder det fra specialanklager.

Samfund
/ritzau/

TV 2 gik over stregen, da mediet i 2020 bragte udsendelsen ”Plejehjemmene bag facaden”.

Det mener specialanklager Lisbeth Weiss Petersen, der kræver TV 2-direktør Anne Engdal Stig Christensen og journalist Michael Bech Nielsen straffet med en bøde.

Direktøren skal af med 25.000 kroner, og journalisten skal betale 6000 kroner, lyder anklagerens krav i Retten i Odense.

Her er retten nået til tredje og sidste retsdag i sagen om den meget omtalte dokumentar, der rullede over skærmen i juli 2020.

Anklageren medgiver, at dokumentaren satte et relevant emne på dagsordenen.

»Formålet med dokumentaren var at vise problemer i ældreplejen. Det vil jeg sige, at dokumentaren lykkedes med.«

»Der er ingen tvivl om, at den skabte debat, men berettiger det, at meget personlige forhold bliver blæst ud til hele Danmarks befolkning,« spørger anklageren retorisk under sine afsluttende bemærkninger.

Else vist uden slør

I udsendelsen ser man blandt andre 90-årige Else Marie Larsen på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

På optagelserne kan man se en situation, hvor hun hænger i en loftlift og klager over smerter, mens personale venter på, at hun har afføring.

»Det gør ondt, nu må I stoppe. Av, av, av, av,« lyder det fra den demensramte plejehjemsbeboer i udsendelsen, der er blevet afspillet i retten.

Anklageren mener, at flere af optagelserne af Else Marie Larsen og en beboer på plejehjemmet Nyvang i Randers var af så privat karakter, at det var en krænkelse af privatlivets fred at viderebringe dem i dokumentaren.

Huset Nyvang i Randers (billedet) og Plejehjemmet Kongsgården kom i vælten efter TV2-dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden".Foto: Louise Bruun Høfler

TV 2 kunne have sløret kvinden helt eller udelukkende bragt lydoptagelser, uden at det var gået ud over dokumentarens debatskabende effekt, lyder det fra anklageren.

TV 2-direktøren og journalisten er begge tiltalt for at have overtrådt straffelovens paragraf 264 D, der forbyder ”uberettiget at videregive meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold”.

Samtykke fra værge

Michael Bech Nielsen har i retten argumenteret med, at både de ældre selv, deres pårørende og i Else Marie Larsens tilfælde værgen havde givet samtykke til, at optagelserne kunne bringes.

Men anklageren mener ikke, at de ældre grundet demens har været i stand til at give deres accept. Hun mener heller ikke, at de pårørende har kunnet gøre det på de ældres vegne.

Ud over bødestraf kræver anklageren dokumentarudsendelsen fjernet fra TV 2 Play, hvor den fortsat er tilgængeligt.

De to tiltalte nægter sig skyldige og vil frifindes.

Efter anklageren skal de to tiltaltes forsvarsadvokater komme med deres afsluttende bemærkninger.

De må dog vente til 30. april med at få rettens dom.

»Det er en sag, der skal tænkes grundigt over, da den rejser mange principielle spørgsmål,« lyder det fra retsformand Henning Fuglsang Sørensen.