Fortsæt til indhold

Klaus var i chok, da han fik beskeden: Nu kan hans søn ikke længere blive kørt i skole

De seneste syv år har det ikke været et problem for Klaus Petersens søn at blive kørt til skole fra to forskellige adresser. Men efter et nyt budgetforlig kan Klaus Petersens søn ikke længere blive kørt i skole hver anden uge.

Samfund

»Min søns handicap forsvinder jo ikke ud af det blå i de uger, hvor han bor hos mig.«

Sådan lyder det fra en frustreret og meget bekymret Klaus Petersen.

Hans ene søn er handicappet i sådan en grad, at de i flere år har fået kørsel fra hjemmet i Mårslet til specialskolen, der ligger knap 20 kilometer væk. Forældrene er skilt, og sønnen bor ligeligt hos hver forælder hver anden uge.

Det var omkring femårsalderen, at Klaus Petersen og sønnens mor fandt ud af, at deres søn var handicappet.

De seneste syv-otte år har deres søn været en del af en kørselsordning til specialskolen på Vorrevangs Allé i det nordlige Aarhus. Det har ifølge Klaus Petersen fungeret gnidningsfrit, selvom sønnen har skullet hentes på to forskellige adresser, alt efter om det var en lige eller ulige uge i samværsordningen.

Men sådan står det ikke til længere.

Mandag den 31. marts var første dag, hvor Klaus Petersens søn ikke kunne komme i skole og ikke har udsigt til dette hver anden uge fremover de cirka halvandet år, som han har tilbage på specialskolen.

Jeg sidder tilbage med en voldsom følelse af afmagt, fordi min dreng ikke kan få den hjælp, som han har behov for.
Klaus Petersen

Aarhus Kommune besluttede ved et budgetforlig i 2023 at spare penge på specialkørsel. Det betyder, at de kun kan tilbyde det laveste serviceniveau for kørselsordninger. Dog er der muligheder for dispensation, hvilket ifølge Klaus Petersen er uafklarede i sagen.

Ingen realistisk plan B

»Da min søn fik at vide i søndags, at han ikke skulle i skole i denne uge, græd han og jeg. Han kunne ikke forstå det, og det er svært at forklare ham på grund af hans handicap.«

Klaus Petersen arbejder i Skanderborg, der ligger i den modsatte retning af, hvor specialskolen ligger. Han ville gerne selv køre sin søn i skole, men hvis han skal det, kan det have store konsekvenser.

»Udover min søn med mentalt handicap har jeg en yngre søn, der har diagnoser og går i en specialklasse på den lokale skole. Ham er jeg da også nødt til at tage mig af. Derfor kan jeg ikke tage tre timer ud af dagen til at køre min ældste søn til og fra skole, for hvem skulle så passe min anden søn og køre ham i skole? Og hvad så med mit arbejde? Det skal jeg også passe.«

Han har overvejet alle muligheder for, at hans søn skulle få mulighed for at komme i skole på trods af den manglende kørselsordning. Men der er ifølge Klaus Petersen ingen realistiske løsninger udover den sædvanlige kørselsordning eller dispensation fra retningslinjen. Det betyder, at Klaus Petersens søn ikke kan komme i skole hver anden uge og ender med at sidder derhjemme.

»Min ældste søn, der er mentalt handicappet, kan hverken regne, skrive eller læse. Det vil være uansvarligt at sende ham med offentlig transport i så lang tid. Han er slet ikke i stand til at navigere i trafikken. Han vil ikke kunne forholde sig til ændringer eller beskeder fra chaufføren.«

Klaus Petersen frygter, at det vil få alvorlige konsekvenser for hans søn, når han ikke kan komme i skole hver anden uge.

»Det går både ud over hans læring og hans sociale behov. Med hans handicap er det svært at skabe relationer, men det har lykkedes ham på specialskolen. Når han ikke kommer i skole hver anden uge, så kan han ikke være en del af fællesskabet. Han bliver ekskluderet, bare fordi hans forældre er skilt.«

Rystet og chokeret

Da Klaus Petersen fik besked den 13. januar, var han i chok. I hans indbakke tikkede en mail ind, hvor der stod, at kørselsordningen kun ville være gældende fra sønnens mors adresse.

»Det har påvirket mig kraftigt. Jeg blev rystet og chokeret. Jeg var fuldstændig overbevist om, at det måtte være en fejl. Men på trods af flere korrespondancer frem og tilbage holder Aarhus Kommune stadig fast i, at det godt kan passe, at min søn ikke længere kan blive hentet, når han bor hos mig.«

Han har forsøgt at komme i kontakt med kommunen, men det er der ikke kommet en løsning ud af.

»Jeg sidder tilbage med en voldsom følelse af afmagt, fordi min dreng ikke kan få den hjælp, som han har behov for,« siger Klaus Petersen.

Det laveste serviceniveau

Siden Klaus Petersens søn fik vurderet, at han skulle tilbydes en kørselsordning til specialskolen, har der ikke været problemer før nu, hvor byrådet har skåret ned i budgettet for kørselsordninger.

»I længere tid har vi haft et merforbrug på 40-50 millioner, hvilket har været medvirkende til, at der er blevet slået hul i økonomien i Børn og Unge. Vi har konstateret, at vores serviceniveau lå langt højere end andre store kommuner som f.eks. Aalborg. Det ser jeg som en af årsagerne til, at det er der, hvor der er valgt at gennemføre en besparelse,« siger Nikolaj Harbjerg, der er forvaltningschef i Aarhus Kommune, og fortsætter:

»Det er helt forståeligt, at familierne bliver sat i en svær situation, og det har vi selvfølgelig stor sympati for. Men det er vigtigt at forstå, at prioriteringen er sket på baggrund af knappe ressourcer, og at vi alene følger reglerne i henhold til det byrådsbesluttede serviceniveau.«

Formanden for Børn og Unge-udvalget varsler, at sagen nu vil blive taget op.

»Da vi i byrådet var samlet til møde for at diskutere budgettet, var vi ikke opmærksomme på, at skilsmissefamilier ville blive hårdt ramt. Det er vi naturligvis kede af, og jeg vil tage det op på et møde snarest muligt,« siger Mahad Yussuf (R), der er formand for Børn og Unge-udvalget i Aarhus Kommune.

Rådmand Thomas Medom (SF) understreger over for avisen, at det handler om økonomi og svære prioriteringer.

»For nogle forældre vil det være en stor omvæltning,« siger Thomas Medom (SF). Foto: Casper Dalhoff

»Før i tiden brugte vi 150 millioner kroner på kørselsordninger. Vi ønskede derfor at flytte nogle af de ressourcer, vi brugte på kørselsordningen, til at bruge på blandt andet pædagoger og lærere. Det ved vi godt, at det flytter et ansvar over på nogle familier, der bliver nødt til at finde andre løsninger for transport, på grund af at der nu kun udbydes det laveste serviceniveau,« siger Thomas Medom (SF) og fortsætter:

»For nogle forældre vil det være en stor omvæltning. Byrådet har stået over for svære prioriteringer. Vi drøftede under beslutningen, at det ville ramme nogle familier på grund af det lavere serviceniveau. Men hvis man spørger mig, så er det ikke en realitet, at vi går tilbage til et højere serviceniveau.«