Aarhus Havn er blevet et aktieselskab: Udbytte til kommunen har dog lange udsigter
Danmarks største erhvervshavn er ikke længere en kommunal selvstyrehavn. I prinicippet betyder det, at der kan udbetales udbytte til kommunekassen.
1. april blev Aarhus Havn officielt omdannet til et kommunalt ejet aktieselskab.
Det skete, efter et flertal i Aarhus Byråd tilbage i december 2024 vedtog at ændre selskabsform efter ønske fra havnen selv.
Ifølge havnedirektør Thomas Haber Borch er omdannelsen med til at understøtte den fortsatte udvikling og skabe bedre erhvervsmæssige muligheder.
»Lige siden 1845 har Aarhus Havn skabt fremgang og udvikling både lokalt og nationalt. Nu er tiden kommet til at skrive et nyt kapitel i historien – et kapitel der på mange måder rækker ind i fremtiden. En ny selskabsform vil bidrage til at styrke vores position, vores samarbejde med dansk erhvervsliv og vores kommercielle muligheder, som er forudsætninger for havnens fremtidige udvikling.«
Den nye selskabsform betyder også, at Aarhus Havn i fremtiden kan udbetale udbytte til kommunen. Seneste regnskabsår, 2023, endte med et overskud på 152 millioner kroner og en egenkapital på næsten 2,5 milliarder kroner.
Men der er ingen udsigter til, at havnen skæpper i kommunekassen lige foreløbigt.
I kommunens vedtagne ejerstrategi for havnen fremgår det, at kommunen ikke forventer udbytte, da man ønsker, at havnen konsoliderer sig og prioriterer investeringer.
»Den ejerstrategi arbejder vi naturligvis efter. Vores grundlæggende opgave er at sikre, at dansk erhvervsliv på både kort og langt sigt har arealer og infrastruktur til gods, der skal håndteres. Det kræver store investeringer, og derfor bliver vores omsætning, som også kommer fra erhvervslivet, investeret i netop at bygge og udvikle for at imødekomme erhvervslivets efterspørgsel,« siger Thomas Haber Borch til avisen og peger på nogle af de projekter, der skal postes penge i.
»På den korte bane ligger der nogle relativt store investeringer for os. Det handler blandt andet om Omniterminalen (der skal gøres klar til en containerterminal, red.), en kommende dry port og ikke mindst den grønne omstilling, hvor vi har en ambition om at gå foran.«
Med omdannelsen har havnen også fået en ny bestyrelse med en ny formand. Hidtil har det været den siddende borgmester, som skulle være formand, men nu er Anders Winnerskjold (S) blevet afløst af Susanne Juhl, tidligere CEO for HMN Naturgas og nuværende bestyrelsesformand for HOFOR og BIOFOS.
Borgmesteren indtager i stedet rollen som næstformand.
Herudover består bestyrelsen af følgende:
- Bünyamin Simsek (K), byrådsmedlem
- Anne Hammer (SF), byrådsmedlem
- Andreas Nordseth, tidl. direktør i Søfartsstyrelsen
- Ole Thomsen, Executive Vice President i JYSK
- Hanne Storm Edlefsen, direktør i Energinet
- Op til fire medarbejdervalgte medlemmer, der ikke er valgt endnu