Fortsæt til indhold

To sparekasser fusionerer: »Det er af lyst og ikke af nød«

Den planlagte sammenlægning af Sparekassen Djursland og Sparekassen Danmark er blevet godkendt.

Samfund
sra

Sparekassen Djursland og Sparekassen Danmark er nu fusioneret, skriver Sparekassen Danmark i en pressemeddelelse. Repræsentantskabet i Sparekassen Djursland stemte for fusionen 25. marts, 1. april gjorde repræsentantskabet i Sparekassen Danmark det samme, og 2. april blev sammenlægningen godkendt af Finanstilsynet.

Sparekassen Danmark er i dag ikke repræsenteret på Djursland, og med sammenlægningen får Sparekassen Danmark en betydelig repræsentation på Djursland, hvor Sparekassen Djursland har fire privatkundeafdelinger i Auning, Ebeltoft, Grenaa og Hornslet.

Derudover har Sparekassen Djursland også afdelinger i Randers og Langå. Afdelingen i Randers servicerer både privat- og erhvervskunder.

»Sparekassen Danmark og Sparekassen Djursland har fundet sammen af lyst og ikke af nød,« fortæller administrerende direktør i Sparekassen Danmark, Vagn Hansen, i pressemeddelelsen.

Begge pengeinstitutter har for nylig offentliggjort årsregnskaber, der viser rekordoverskud.

»Målet med sammenlægningen er at etablere et større og endnu stærkere, lokalt forankret pengeinstitut til gavn for Sparekassen Djurslands kunder og lokalsamfund. At give tilbage til de lokalsamfund, som Sparekassen Danmark er en del af, ser sparekassen som en del af sin eksistensberettigelse,« siger Sparekassen Djurslands direktør, Peter Lading Sørensen.

Vækst på Djursland

Alle Sparekassen Djurslands afdelinger samt Sparekassen Danmarks afdelinger i Randers og Gjerlev vil udgøre en selvstændig region og valgkreds med navnet Randers-Djursland. Ingen afdelinger vil blive nedlagt i forbindelse med sammenlægningen.

Sparekassen Djurslands afdelinger vil blive udbygget med et center for landbrugskunder i Randers samt en erhvervsafdeling i Grenaa.

»Med sammenlægningen skaber sparekassen gode muligheder for at udbygge tilstedeværelsen på Djursland og i Østjylland,« siger Vagn Hansen.

Med basis i den opsparing, som Sparekassen Djursland har opnået, er der grundlag for stiftelse af to fonde med cirka 415 millioner kroner, hvis formål er at yde støtte til almennyttige og velgørende formål i Sparekassen Djurslands tidligere virkeområde.

De to fonde kommer til at hedde Sparekassen Danmark Fonden Djursland og Sparekassen Danmark Fonden Langå-Randers. De forventes i 2025 at kunne uddele cirka 15,5 millioner kroner til almennyttige og velgørende formål i deres lokalområder