En grøn vision med alvorlige trafikudfordringer: Frygter de store lastbiler på vejene
Trafikmængden skaber bekymring: Mange borgere frygter den øgede trafikmængde, der vil følge med Energiklynge Djursland.
Efter måneders forberedelser tog Norddjurs kommunalbestyrelse den 18. marts en vigtig beslutning.
Kommunen går nu aktivt ind i processen i en såkaldt for-offentlighedsfase med Energiklynge Djursland, som omfatter et biogasanlæg samt solceller og vindmøller på et 350 hektar stort areal ved Homå, som udviklerne Kosan Gas, Brdr. Thorsen og NRGI arbejder fælles om at få realiseret.
Placeringen af Energiklynge Djursland ved Lyngdal syd for Homå, der i en lang årrække har været ejet af Jens Blach, er udvalgt for at maksimere effektiviteten og minimere miljøpåvirkningen.
»For-offentlighedsfasen er ikke lovpligtig, men et tiltag som vil sikre, at kommunalbestyrelsen kan komme i dialog med lokalområdet tidligere og længere,« forklarede borgmester Kasper Juncher Bjerregaard (V) på det offentlige borgermøde 1. april på Toubroskolen i Trustrup.
Her blev planerne præsenteret, inden de over 100 fremmødte borgere kunne cirkulere rundt til fire stande og stille spørgsmål og give input.
Før kommunens indtog har udviklerne bag projektet på eget initiativ afholdt fire borgermøder i Vejlby, Ålsrode, Trustrup og Vejlby igen.
Det mener borgerne
Din Avis Norddjurs spurgte en række borgere undervejs i mødet, hvad de mener om Energiklynge Djursland, og et tema fyldte stort set hos alle: mængden af den tunge trafik, der kommer til at køre til og fra biogasanlægget.
Jakob Bay-Mortensen, Homå, servicemedarbejder ved et boligejendomsselskab, bor lige nord for det kommende anlæg.
Han ser både positive og negative sider ved Energiklynge Djursland: »De positive er, at vi får lavet grøn energi. De næste to år bliver det sikkert svært at sælge dit hus, hvis du går med de planer, men når først anlægget ligger der, så tror jeg, der falder ro på.«
Jakob Bay-Mortensen er dog modstander af solceller: »Jeg tror ikke på, at solceller er fremtidens energikilde. Jeg tror mere på A-kraft. Jeg hader solceller - udseendet er frygteligt.«
Han har ikke noget imod høje vindmøller og biogas og frygter ikke kørslerne til og fra biogasanlægget: »Det bør kunne arrangeres ordentligt med den statslige omfartsvej, der er på tegnebrættet herude.«
Erik Boye Kirk, Allelev, seks kilometer fra Homå, har en positiv grundholdning til intentionerne i Energiklynge Djursland, men han kan se, at det også kommer til at påvirke et område: »Det vil det jo gøre uanset, hvor du placerer det.«
»Jeg tror ikke, at anlægget vil ødelægge vores hverdag, men det kommer til at påvirke den. Det kan også komme til at påvirke bosætningen, fordi man bliver endnu mere afhængig af at have en bil.«
»Jeg er ikke bange for noget, men jeg kan godt blive lidt bekymret for, om der overhovedet er plads til at bo på landet, hvis man skal cykle fra de små landsbyer til Grenaa eller Trustrup med den øgede trafikmængde, der kommer.«
Helle og Lasse Kvist, Trustrup, er positivt indstillet over for Energiklynge Djursland.
»Det eneste, der bekymrer os lidt, er trafikmængden,« siger Lasse Kvist.
»Der kommer meget mere tung trafik pr. dag, og mange transporter vil komme til at køre forbi Toubroskolen,« påpeger Helle Kvist.
»Der kommer en statslig omfartsvej, som sikkert vil tage noget af trafikken, men tilkørslerne til Trustrup tager den jo ikke,« siger Lasse Kvist.
»Energianlægget kommer ikke til at genere os, for vi kan ikke se det derfra, hvor vi bor,« tilføjer Lasse Kvist.
»Vi frygter ikke for værdien af vores hus. Vi tror ikke på, at den bliver ringere, fordi der kommer et energianlæg. Vi vil bestemt også gerne bidrage til den grønne omstilling,« fastslår Helle Kvist.
Karina Thorup Filipowicz, Trustrup, er bekymret for det kommende anlæg: »Jeg frygter for alt den trafik, der kommer, og hvor meget der kommer til at køre gennem byen. Jeg er også bekymret for lugten fra biogasanlægget, selvom de siger, det ikke lugter.«
Hun håber, at den statslige omfartsvej kan tænkes ind i projektet.
Karina Thorup Filipowicz: »Jeg har ikke som sådan noget imod anlægget, men jeg har ikke lyst til at være nabo til det, det bringer med sig.«
»Jeg kan godt se, at grøn omstilling er godt, men jeg kan bare ikke se, at det har en positiv afsmittende effekt på lokalområdet.«
Søren Boje Arvidsen, Grenaa, mener, at projektet er godt, men placeringen er ikke optimal: »Man har ikke 100 % undersøgt vejforholdene til det planlagte anlæg. Der kommer til at køre meget tung trafik rundt på de små veje.«
Han foreslår: »I min optik burde anlægget placeres på Grenaa Havn, hvor der ville være synergi med de virksomheder, der ligger der i forvejen, og man behøves vel ikke at opføre så stort et anlæg, som det er planlagt. For mig at se er der plads til vindmøllerne ude på havet.«
»Jeg hører borgerne sige, at trafikken er den store frygt. Man kan håbe, at den nye omfartsvej tænkes ind i projektet, fordi det vil kunne bidrage positivt til at få mere styr på de store mængder trafik, der kommer til at køre hver dag.«