Fortsæt til indhold

Der skal være streetfood i Bolværket hele året

Den kendte streetfood-bygning Bolværket er solgt til en ny ejerkreds, som har store planer for stedet.

Samfund

Bolværket, tidligere kendt som Mokajen, har fået nye ejere, der vil gøre bygningen til et aktiv for Randers hele året rundt.

Benjamin Bøgsted Raun, der er en af de nye ejere, fortæller, at de har haft øje på bygningen i længere tid og slog til, da prisen blev sat ned fra 6,5 millioner til 3,5 millioner kroner tidligere i år.

»Vi synes, bygningen trænger til et løft rent forretningsmæssigt - så den både bliver lidt mere levende og lidt mere kulturel hele året rundt,« siger Benjamin Bøgsted Raun, der selv er fra den nordlige del af Randers Kommune, og som skal bestyre og udvikle ejerkredsens ejendomme i Randers.

Den nye ejerkreds tæller udover Benjamin Bøgsted Raun også Kasper Christensen fra Holland og Rikki Kivin Tholstrup Jørgensen. Sidstnævnte bor i Spanien, men er en kendt forretningsmand, især i Vejleområdet. De har store ambitioner for Bolværket og håber at kunne skabe et sted, der kan være et aktiv for Randers hele året rundt.

»Vi er risikovillige og ser det her som en langsigtet investering. Vi tør godt tage nogle chancer med det, og vi tør godt forme det hen ad vejen,« siger Benjamin Bøgsted Raun.

Langtidsplaner

Ejerne er klar over, at man ikke lige skaber et nyt streetfood-sted på et par måneder. De er parat til at bruge flere penge på at få gang i ejendommen.

På sigt kommer Bolværket til at ligge centralt i den nye bydel Flodbyen. Dermed stiger værdien af Bolværket, hvis ejerne kan få gang i en mere folkelig brug af stedet. Der er tale om at kigge mere end ti år frem i tiden.

»Vi har købt Bolværket med et langtidsperspektiv. For os er det jo en ejendomsinvestering, mere end det er investering i driften,« siger han.

Der er planer om at åbne op for firmafester, bryllupper, konfirmationer og andre events. Det skal være muligt for dem, der lejer sig ind, at få poletter, som de kan købe mad for i streetfood-afdelingen, mens de er der.

»Vi kigger lidt på nogle varmeløsninger, så vi kan holde varmen dernede om vinteren også. Og gøre det sådan, at vi skifter aktiviteterne ud lidt efter sæsonerne,« forklarer Benjamin Bøgsted Raun.

En kold aprildag ser Bolværket ikke så tillokkende ud. Det skal ejerkredsens nye planer ændre markant på. Foto: Kian Johansen

Liv hele året

På sigt vil de af med den nuværende halvårsdrift af streetfood-delen og sikre, at stedet kan trække gæster til i de koldere måneder.

»I denne sæson har vi fortsat en forpagteraftale med Silviu Comanescu, der har brugt lang tid på at skabe nye køkkener, nye retter og rammer i vores streetfood-del,« fortæller Benjamin Bøgsted Raun.

Silviu Comanescu har været involveret i Bolværket siden starten og har planer om at genindføre den oprindelige streetfood-stemning i lokalerne, når Bolværket åbner her i april. Benjamin Bøgsted Raun afslører, at Silviu Comanescu har tænkt ud af boksen.

Der er endnu ikke indgået en aftale med en lejer til det farverige ishus ved siden af Bolværket.

»Vi håber at finde nogen, der kunne finde det interessant at drive netop et ishus, en kaffebar eller noget tredje i den kommende sæson. Ellers gør vi det nok selv. Men det skal være med kvalitets-is og god kaffe,« siger Benjamin Bøgsted Raun.

Der skal også sælges is fra det farverige ishus, der i årtier husede fiskehandel. Foto: Kian Johansen

Opkøber i Randers

Ejergruppen har også andre ejendomme i Randers, herunder ”slottet” på Udbyhøjvej ved siden af Rema 1000, en ejendom på Reberbanevej, underetagen af en bygning på Østervold lige overfor Den Jyske Hingst og bygningerne i Vorup, der tidligere husede Jensen Byg på Bogensevej.

Den nye ejerkreds består af Småland Ventures ApS og HjemA Holding ApS, som begge er tilknyttet ledelsen i medievirksomheden Media Group Denmark.

»Vi driver blandt andet nichemedierne Randers i Dag og Fjordavisen fra adressen på Udbyhøjvej,« forklarer Benjamin Bøgsted Raun.