Fortsæt til indhold

Landmand vil have fjernet strandet pukkelhval omgående: »Ministerens uvidenhed vil føre til langvarig stank og forurening«

Øko-landmand Carsten Bech mener, at hvalens forrådnelse vil forurene området og påvirke lokale badestrande negativt.

Samfund

Den syv meter lang pukkelhval, der tirsdag strandede ved Ugelbølle Hoved, har skabt debat blandt lokale beboere og myndigheder.

Øko-landmand Carsten Bech, der ejer markerne omkring området, er stærkt utilfreds med miljøminister Magnus Heunickes beslutning om at lade hvalen blive liggende for naturlig nedbrydning.

Hvalens forrådnelse kan påvirke nærliggende badestrande negativt. Foto: Hother Hennings

Forurening og badestrande

Carsten Bech argumenterer for, at hvalens størrelse vil medføre en betydelig forurening, der kan sammenlignes med udledningen fra et spildevandsanlæg.

»Med den størrelse vil det gå lang tid, inden naturen har opslugt den,« Carsten Bech og påpeger, at området omkring Ugelbølle Hoved er omgivet af badestrande, campingpladser og bådelaug, som vil blive negativt påvirket af forrådnelsesprocessen.

»Mod vest har vi Rosenholm, Bådelaug og Vosnæs Pynt, og mod øst ligger Følle Strand, hvor vi i årevis har kæmpet for at få det blå flag.«

»Ministerens bemærkning om, at det ikke vil genere badegæster, viser, at han udtaler sig uden kendskab til lokale forhold,« siger Carsten Bech.

Kommunens muligheder

Kim Lykke Jensen (SF), formand for Natur-, Teknik- og Miljøudvalget i Syddjurs Kommune, er interesseret i at undersøge, hvilke juridiske muligheder kommunen har for at fjerne hvalen.

»Jeg er selv i tvivl om, hvad lovgivningen giver kommunerne lov til i sådanne tilfælde,« siger Kim Lykke Jensen, der også understreger, at døde dyr generelt mangler i naturen, hvor de spiller en vigtig rolle.

Carsten Bech, tidligere byrådsmedlem og formand for samme udvalg som Kim Lykke Jensen, håber på en hurtig løsning.

»Hvis ikke Miljøministeren vil fjerne den, må vi anmode Syddjurs Kommune om det,« siger Bech.

Kim Lykke Jensen vil indtil videre love så meget, at han vil bede sine miljøfolk på rådshuset om at vurdere situationen i forhold til potentiel forurening, og ligeledes de juridiske muligheder, som kommunen har for at agere.