Fortsæt til indhold

Skulle gøre det billigere og bedre, men efter et år er det helt galt: Underskud på 147 millioner - og regningen er endt hos kommunen

Efter bare et års drift har Aarhus Kommunens nye ejendomsselskab, Aarhus Ejendomme, så massivt underskud, at der skal en genopretningsplan til.

Samfund
jro

Skoler, svømmehaller, plejehjem og vuggestuer i Aarhus Kommune har drænet kassen i kommunens ejendomsselskab, Aarhus Ejendomme.

Efter et års drift lyder underskuddet på 147 millioner kroner.Forvaltningschef for Aarhus Ejendomme Tyge Wanstrup bekræfter overfor TV2 Østjylland, at underskuddet er en realitet og forklarer, at de nu er ved at undersøge, hvordan det er kommet så vidt.

»Helt overordnet består det (underskuddet, red.) af nogle engangsudgifter for 20 procents vedkommende og 80 procent er strukturelle ubalancer. Jeg kan ikke komme det nærmere, før vi har fået det analyseret,« siger han.

På et møde i Teknisk Udvalg mandag kom det dog frem, at underskuddet blandt andet skyldes et for højt serviceniveau, penge fra effektiviseringer, der aldrig er kommet i kassen og stigende forsyningsudgifter.

2,6 millioner kvadratmeter

Aarhus Ejendomme blev sat i søen i januar 2024. Ved manøvren samlede man driften af alle Aarhus Kommunes 2,6 millioner kvadratmeter bygningsmasse i én enhed med ansvar for alt fra kontorer og skoler til plejehjem og svømmehaller.

Etableringen skete blandt andet med det formål at sikre billigere drift og skabe nye og bedre tilbud. Et år senere er status så et underskud på 147 millioner kroner.

Situationen blev præsenteret for de 600 medarbejderne i sidste uge, hvor det også blev gjort klart, at det økonomiske morads, man befinder sig i, får konsekvenser på flere områder.

»Vi skal lave en genopretningsplan, hvor der skal være balance mellem det budget, vi har og de udgifter, vi har. Det er en af de væsentligste opgaver, jeg har nu. For det er klart, man kan ikke bruge penge, man ikke har,« siger Tyge Wanstrup.

Han forventer at kunne sende genopretningsplanen til byrådet før sommerferien, hvor den skal behandles og godkendes. Men Tyge Wanstrup og den øvrige ledelse har på forhånd iværksat såkaldt strakshandling.

»Det består i, at vi nedlægger en afdeling i Aarhus Ejendomme og blandt andet sparer på stabsunderstøttelse,« siger han og oplyser, at det er afdelingen Service og stab, der nedlægges.

Måske fyringer i kølvandet

Forvaltningschefen kan ikke afvise, at underskuddet også vil føre til afskedigelser.

»Det kan ikke udelukkes, men det er noget, vi vil vende tilbage til i genopretningsplanen. Om der vil ske deciderede fyringer vides ikke endnu,« siger han.

Ifølge byrådsmedlem Solveig Munk (EL) blev byrådet orienteret om situationen for nylig. Hun er desuden formand for og Teknisk Udvalg, der fik en grundigere orientering om den kommende genopretningsplan mandag.

Solveig Munk påpeger blandt andet, at man burde have forudset en stigning i forsyningsudgifterne, og så kritiserer hun og Enhedslisten forventningen om, at man kan effektivisere sig til besparelser for et tocifret millionbeløb.

»De effektiviseringer, man har budgetteret med, er ikke retvisende, for de holder ikke vand. Det tror vi ikke på,« siger hun.

Solveig Munk frygter, at regningen bliver endnu højere på sigt.

»Det ender jo med, at bygningerne forfalder, og det kommer til at koste rigtig mange penge i den anden ende.«

Intet svar på hvorfor

Tyge Wanstrup afviser dog, at sagen er et eksempel på, at man ikke kan spare sig til forbedringer.

»Nej, det vil jeg ikke mene, det er.«

Men er det realistisk at gøre det bedre, når I har et underskud på 147 millioner nu og skal spare 25 millioner om året de næste tre år?

»Ja, det vil være meget realistisk. Det er jo det, der er hele idéen, når man får større fagligheder, en større økonomi og kan effektivisere bedre. Så er det alt sammen for, at vi kan få de bedste bygninger for vores borgere i kommunen.«

Hvorfor er det så gået så galt?

»Jeg synes, jeg har forsøgt at forklare, at vi ser ind i et underskud på 147 millioner, og vi er ikke klar til at kunne svare detaljeret på hvorfor.«

Men har I været gode nok til at styre økonomien?

Umiddelbart ser det jo ikke sådan ud, men vi er inde og se nærmere på analyserne - specielt omkring engangsudgifterne og det strukturelle underskud.