Fortsæt til indhold

Der gik ren pølsesnak i den, da Havnens Perle var på menuen i byråd: »Jeg bliver faktisk lidt sulten nu«

Et forslag om at redde grillbaren og kulturinstitutionen Havnens Perle udløste meningsudvekslinger om grillmad i byrådet.

Samfund

Der blev luftet mange holdninger til grillmad, da medlemmerne af Aarhus Byråd ved et byrådsmøde onsdag 9. april diskuterede dagsordenens tredje forslag. Det var stillet af Danmarksdemokraterne Jakob Søgaard Clausen, der ønsker at sikre grillbaren Havnens Perle en fast plads på Aarhus Ø.

Aktuelt ser fremtiden for Havnens Perle usikker ud. Grillbaren, et stykke kulturhistorie der har været på havnen siden 1960’erne, er placeret på Pier 3, der skal gennemgå en større udvikling. Havnens Perle er gennem årene blevet flyttet fem gange, og hvad skal der ske, når den nuværende lejekontrakt mellem kommunen og grillbaren udløber ved udgangen af 2026. Hvor meget kan og skal Aarhus Kommune gøre for at hjælpe en enkelt erhvervsdrivende?

Det blev diskuteret på byrådsmødet, hvor byrådsmedlemmerne dog også tog sig tid til at fortælle om deres egen holdning til Havnens Perle og grillmad generelt.

Jakob Søgaard Clausen åbnede ballet med en metafor, da han bad sine kolleger forestille sig, at de skulle spise en bøfsandwich uden sovs.

»Det er det, vi vil få, hvis vi har et Aarhus Ø uden Havnens Perle. Sådan tror jeg, mange i Aarhus vil se på det,« lød det.

Liv Gro Jensen fra SF lod derefter forstå, at hun ikke kunne forholde sig til den sprogblomst.

»Jeg er på ingen måde til bøfsandwich, hverken med eller uden sovs, så jeg kan ikke helt følge med i det billede, Danmarksdemokraternes ordfører stiller op,« sagde hun.

Med skam

Der blev grinet højlydt, da Venstres Gert Bjerregaard efterfølgende fik ordet.

»Jeg kan godt lide bøfsandwich, Liv Gro Jensen. Tænk sig den der sovs og måske lidt ristede løg. Jeg bliver faktisk lidt sulten nu. Tænderne løber i vand,« sagde den garvede politiker.

Enhedslistens Solveig Munk pointerede så, henvendt til Gert Bjerregaard, at det ikke er særligt miljøvenligt at gå ind for bøfsandwich.

»Men måske kan Havnens Perle finde på at lave en vegetarbøfsandwich i fremskridtets navn,« sagde hun.

Den kommentar følte Socialdemokratiets Lone Hindø sig forpligtet til at kommentere.

»En forbrugeroplysning til Enhedslisten. Uden at vi skal indgå i en konkurrence, er jeg nok den, der kommer der (på Havnens Perle, red.) hyppigst. Med skam at melde er vi der nok en gang om ugen, og kære Solveig, de har en vegansk burgermenu. Den kunne jeg ikke drømme om at spise. Det er stegt flæsk og persillesovs en gang om ugen,« lød det.

For at komme hele vejen rundt lod Henrik Arens fra Liberal Alliance forstå, at han (også) er ret vild med traditionel dansk fastfood, men at han faktisk foretrækker en ristet hotdog med pomfritter over en bøfsandwich med sovs.

En samlende kraft

I den mere seriøse, politiske ende af debatten var samtlige partier med undtagelse af Radikale Venstre som udgangspunkt for, at Havnens Perle kan få en plads på Aarhus Ø, også når området er blevet byudviklet.

Forslaget er nu sendt til Teknik og Miljø. Magistratsafdelingen har ansvaret for, inden for tre måneder, at vende tilbage til byrådet med en indstilling, der besvarer Danmarksdemokraternes beslutningsforslag.

Her kan du læse, hvad politikerne sagde.

Lone Hindø, Socialdemokratiet:

»Samlet er der meget stor opbakning til at sikre på lovlig vis, at den lille perle på havnen bevares. Det er et enestående sted, og vi støtter den retning, vi. Det er en smule uklart for os, hvordan vi som byråd kan støtte Havnens Perle fremfor andre grillbarer. Vi skal behandle folk ens. Vi mener, der er brug for en magistratsbehandling for at få den juridiske vurdering af forslaget og også en beskrivelse af de muligheder, vi har.«

Jakob Søgaard Clausen, Danmarksdemokraterne:

»Der ligger en række andre virksomheder på Aarhus Ø, som med tiden er blevet hjulpet af Aarhus Kommune til enten at få en permanent plads, man kan købe, eller en lejekontrakt til de arealer, man råder over (...) Udfordringen er, at man bliver ved med midlertidighed og udskydelser, og det gør bare, at det bliver endnu dyrere og endnu sværere at finde en placering til Havnens Perle. En oplagt løsning kunne være et sted i forbindelse med de grønne områder, der kommer på Pier 3, og ikke at proppe den ned i bunden af et 13-14 etager højt byggeri.«

Gert Bjerregaard, Venstre:

»Venstre synes også, at man skal satse på at have mulighed for at besøge Havnens Perle i fremtiden. Vi opfordrer til, at udviklerne på Pier 3, måske bare en enkelt, sætter sig sammen med rådmanden for Teknik og Miljø og måske også ejeren af Havnens Perle og finder løsninger. Vi skal ikke i aften træffe beslutning om, præcis på hvilket hjørne af Aarhus Ø, Havnens Perle skal være. Det ville være utidigt, men vi synes, der er muligheder.«

Solveig Munk, Enhedslisten:

»Vi vil gerne støtte, at Havnens Perle bliver liggende på Aarhus Ø. Det er en kulturinstitution, og den vil være med til at bidrage til, at nogle mennesker, der ellers ikke ville gøre det, søger ned på Aarhus Ø og dermed bidrager til diversiteten på Aarhus Ø. Vi skal have belyst, hvad mulighederne er (...) Jeg er ikke rolig ved, at rådmanden siger, at der er en løsning på vej. Vi har før set, at der kan gå lang tid, hvis der overhovedet nogensinde kommer en løsning.«

Metin Aydin, Radikale Venstre:

»Vi har stor forståelse for den frustration og usikkerhed, Havnens Perle oplever, men vi mener også, at en ansvarlig erhvervspolitik handler om at sikre lige vilkår for alle virksomheder, også når vi udvikler byen. Alle skal have lige muligheder for at udvikle og drive deres forretning, uanset om de har eksisteret i mange år eller er nystartede initiativer. Eller om de har vundet priser for deres bøfsandwich eller ej. Vi kan ikke støtte, at der gives særlige hensyn til enkeltvirksomheder (...) Vi skal ikke yde særbehandling og sagsbehandle en grillbar i byrådssalen, selvom den kan have en særlig plads i mange aarhusianeres hjerter for en bøfsandwich.«

Polly Dutschke, Moderaterne:

»Havnens Perle er ikke bare en grillbar. Det er byens puls, og den har en uformel stemning, hvor man måske også har en grundlæggende følelse af at være aarhusianer (...) Vi skylder både ejeren og borgerne en løsning, der holder på sigt, og vi siger ja til dialog, ja til en langsigtet plan, og ja til at Havnens Perle, hvis den altså er en perle, også får den ro der skal til.

Henrik Arens, Liberal Alliance:

»Havnens Perle er en kulturinstitution, og jeg synes, nogle partier mere end andre skylder en ærlig forklaring på, hvad de ønsker med Havnens Perle. Hvor meget vil de prioritere den? Skal det bare være op til markedskræfterne? Jeg støtter, at vi får belyst mulighederne, men jeg vil også være ærlig og sige, at jeg ikke tror på, vi kommer til at se en Havnens Perle, som vi ser den i dag.«

Liv Gro Jensen, SF:

»Vi anerkender, at Havnens Perle bestemt er et unikt sted med en særlig historie og med en samlende kraft, og vi er positivt stemte over for, at Havnens Perle kan være en del af Aarhus Ø i fremtiden. Det vil vi gerne se på i en helhed. Vi er ikke klar til at tage en principbeslutning omkring det uden at kende mulighederne, økonomien og konsekvensen juridisk set, men vi er positivt stemte over for, at Havnens Perle også har en fremtid som en del af et mangfoldigt Aarhus Ø,« sagde hun.