Fortsæt til indhold

Fællesskab går til kamp mod gemene svindlere: SuperBrugsen giver 10% af fredagsomsætningen til håndboldklubben

SuperBrugsen donerer en del af omsætningen til Nørre Djurs HK for at hjælpe klubben med at genvinde økonomisk stabilitet.

Samfund

Glesborg og opland har besluttet at stå sammen og kæmpe mod svindlerne, der stjal Nørre Djurs HK’s kassebeholdning på 1,2 millioner kroner.

SuperBrugsen i Glesborg tager kampen op og donerer hele 10 procent af fredagsomsætningen den 11. april til klubben.

Alle medarbejdere er trukket i Nørre Djurs HK’s røde håndboldtrøjer for at vise, hvad fredagen handler om og dele budskabet: »Sammen kan vi hjælpe Nørre Djurs HK med at komme stærkt tilbage.«

»Vi lader os ikke kue af tyveriet. Nu viser vi, hvad fællesskabet kan,« er nærmest blevet den mest brugte sætning i disse dage i Glesborg og omegn.

Udover fredagsomsætningen kan du støtte klubben ved at købe billetter til Meilgård-koncerten den 18. juli eller sende et bidrag via MobilePay.

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen, og alle bidrag gør en forskel, understreger Henrik Elkjær, ungdomskonsulent i Nørre Djurs HK, en forening, der rækker langt ud og har som motto: »Vi er en breddeklub med plads til elite.«

»Glesborg og opland viser med de mange initiativer, at vi ikke lader os slå ud af modgang,« siger Henrik Elkjær.

Du kan se mere om initiativet på Facebook via dette link: https://www.facebook.com/share/v/1BvrDf5gZA/?mibextid=wwXIfr