EBIC havde et udfordrende 2024 på grund af direktørens langvarige sygdom
Direktørens sygdom havde betydelig indvirkning på året.
Et udfordrende år. Sådan kan 2024 ganske kort opsummeres for fonden EBIC, skriver fonden i en pressemeddelelse.
I slutningen af marts var der indkaldt til det årlige repræsentantskabsmøde i fonden, der ejer og driver Ebeltoft Idrætscenter samt Hotel Toppen af Ebeltoft.
Formand Hans Jørgen Hvitved understregede i sin beretning, at det seneste år har været svært:
»Året har været udfordrende. Direktør Thomas Hanbergs pludselige og langvarige sygdom har haft en betydelig indvirkning. Det siger sig selv, at fraværet af en nylig tiltrådt direktør, der havde igangsat en omfattende forandring af arbejdspladsen og lagt en ny strategi, skaber uro og usikkerhed. Heldigvis har Thomas Hanberg det godt og er tilbage på posten, om end det endnu ikke er i helt fuldt omfang.«
Hans Jørgen Hvitved understregede, at mange af de gode intentioner, som fonden indledte 2024 med, endnu ikke er blevet til virkelighed:
»De mange gode intentioner om bedre service og tilbud til brugere og foreninger i EBIC har desværre ikke kunnet indfries som forventet. Derfor vil vi fremadrettet netop have ekstraordinært fokus herpå.«
På trods af et år med modstand har der også været lyspunkter og fremdrift:
»Vi oplever, at lokale i stigende grad kender Toppen af Ebeltoft og bruger stedet. Det var netop det, vi gerne ville opnå. Stor tak for den lokale opbakning. Vi har som mål, at både idrætscenter og hotel skal være en aktiv spiller i Ebeltoft og en del af byens DNA. Vi glæder os også over, at hotellet og den omkringliggende natur i begyndelsen af marts blev fredet. Det tror vi åbner muligheder for fremtidig restaurering og fondsstøtte.«
I forbindelse med mødet blev der valgt nye medlemmer til EBIC’s bestyrelse.