Generationsskiftet er gennemført
Esben Møller brugte 50 års jubilæumsdagen til at træde tilbage som direktør for HSM Industri.
Stafetten er givet videre i HSM Industri, der tirsdag 15. april kan fejre 50 års jubilæum - men på grund af påskedagene og tidlig ferie for nogle, blev det markeret fredag middag.
Helt i den traditionelle HSM-ånd, hvor man forstår at sætte medarbejderne forrest, blev det ikke fejret med lokale pinger på stribe, kølig hvidvin i glassene og pindemadder. Eneste gæster udefra var modtagerne af tre pengegaver, som blev uddelt i anledning af den runde dag - og kantinen var fyldt med smede i de kendte blå overalls - og de øvrige ansatte. De hyggede sig med frikadeller, steg, grillspyd og flødekartofler fra den lokale slagter - og i dagens anledning meddelte virksomhedens stifter og direktør Esben Møller, at man godt måtte drikke to øl - og med et glimt i øjet noterede han, at man gerne måtte spise lidt hurtigt, så man slap for overarbejdsbetaling.
Farvel til direktørposten
Dagens nyhed leverede han selv. Efter 50 år benytter han jubilæet til at sige farvel til direktørposten - og der skal tre til at afløse ham. Sønnerne Mark og Stefan bliver henholdsvis økonomidirektør og produktionsteknisk direktør, mens Nick Palk, der i 2019 trådte ind i ejerkredsen, bliver projektdirektør. Han slipper dog ikke tøjlerne helt, men reducerer sin aktiebeholdning ved at sælge til børnene, og han bliver arbejdende bestyrelsesformand og vil deltage i mandagens ledermøde og de månedlige bestyrelsesmøder.
Og i stedet for kun selv at blive begavet blev der delt flittigt ud - 100.000 kroner til Café Grenaa og det samme til et nyt erhvervslegat, som Business Djursland og Norddjurs Kommune skal varetage, og 500.000 kroner til Hammelev Forsamlingshus, der er nabo til stedet, hvor det hele startede i april 1975.
Den nye erhvervspris får navnet August Kroghs Erhvervspris 2025 - navngivet efter Grenaas bysbarn, der blev nobelprismodtager.
»Den er rettet mod iværksættere i Norddjurs Kommune. De skal udvise initiativ og innovationskraft - og være baseret på viden og forskning. Prisen er på 50.000 kroner årligt - og de kan måske hjælpe til, at man kan købe et patent akkurat som August Krogh gjorde. Og Café Grenaa er efter min mening et kanonprojekt, der gør et godt, socialt arbejde - uden at brugerne skal registrere sig nogen steder. Alle kan komme her - og at behovet er der, så man juleaften, hvor 40 deltog i spisning og julehygge. I må bruge pengene som I vil, men jeg synes da, at det vil være godt at give jeres brugere nogle oplevelser,« sagde Esben Møller.
Og den halve million kroner til Hammelev Forsamlingshus skal ses som en tak for hjælpen til at komme i gang som selvstændig for 50 år siden - til nødvendige reparationer og betaling for belysning på de skulpturer, som Esben Møller skænkede forsamlingshuset for ti år siden.
Tryghed i jobbet
At Esben Møller ikke ser på, hvordan en virksomhed drives bedst muligt, på samme måde som andre grene af dansk erhvervsliv, blev glimrende illustreret i hans tale.
Hvis I ellers passer jeres arbejde, og vi kan stole på jer, så kører virksomheden også i morgen og til næste år. Og næste år igenEsben Møller
»Jeg er glad for, at vi ikke skal ud og sælge virksomheden. Jeg ved godt, at det nogle gange kan være nødvendigt, men man ser ofte, at når der kommer investorer udefra, så er der med det samme krav til afkast. Og for mange beslutninger bliver taget uden for virksomheden. For mig er det vigtigt, at I som medarbejdere har tryghed. Hvis I ellers passer jeres arbejde, og vi kan stole på jer, så kører virksomheden også i morgen og til næste år. Og næste år igen. Den ro på bagsmækken mener jeg selv er guld værd.«
Han nævnte, at han også som virksomhedsleder har et ansvar over for lokalsamfundet - og derfor er det vigtigt, at beslutninger bliver taget lokalt - og ikke i en helt anden by eller et andet land.
»For så ser man ikke mennesker. Derfor ser man, at man pludselig fyrer og fjerner måske 20 procent af bemandingen. Som vi har bygget HSM op, så fyrer vi ikke bare folk. Så må vi nøjes med at tjene en million i stedet for ti, hvis det er nødvendigt i en stille tid. Lige pludseligt er arbejdet jo tilbage igen, og så er vi klædt på til at klare det med de rigtige folk på posterne. I kender jo HSM og kender vores krav. I kender vores kunder, og kunderne kender jer - og det er også guld værd for en virksomhed,« sagde Esben Møller.
Begærlighed
Han kaldte det begærlighed, når alt for mange virksomhedsejere efter hans mening ikke kan stå for fristelsen til at sælge for store millionbeløb.
»Den kultur håber jeg at kunne videreføre til næste generation, så vi altid har en lokalt forankret ledelse her. Husk, at det er vigtigere at have et godt liv, end en fandens masse penge og så gå og ærgre sig over aktiekurserne. Bliver man mere lykkelig med så mange penge, når man kan have det sjovt for mindre,« spurgte han i sin tale.
Han har set for mange eksempler på, at virksomheder går ned efter sådanne salg.
»Så kommer der nogle folk ind, som ikke har en skid forstand på at drive virksomhed. Den eneste fordel, de har af at køre den i sænk, er at ejerne kan købe den igen til ingen penge. Mange gange roser de sig af, at de selv har tjent pengene, men jeg ved ikke, hvor mange virksomhedsejere, der har det. Hvad med at vise taknemmelighed over for de mennesker, der måske bruger hele deres liv på at arbejde for en virksomhed? Jeg har det rigtig skidt med at se det modsatte,« sagde Esben Møller.
Kronhjort i stål
Gaven, som han selv fik lov at pakke ud på virksomhedens parkeringsplads, har som udgangspunkt hans store interesse for jagt og at færdes i naturen - og selvfølgelig også med tilknytning til jern og metal.
Det er en skulptur af en kronhjort i naturlig størrelse. Smedet og svejset af Erling Mørch fra Fajstrup ved Hammel. Han har i fem år ernæret sig som kunstner og er kendt for at lave anatomisk korrekte skulpturer af primært fugle i alverdens størrelser. I sit kunstneriske arbejde trækker han på sin erfaring igennem 40 år som zoologisk konservator med at konservere dyr.
Og nu har han så leveret en skulptur, hvis gevir rager 260 centimeter op i luften. Og geviret er såmænd lavet som en kopi af en opsats fra Esben Møllers egen trofæsamling i mødelokalet Jagtstuen på HSM Industri - hvor han ikke har opdaget, at det var pillet ned for at kunstneren kunne komme videre.
Erling Mørch har brugt et halvt år on and off på at fremstille skulpturen. Den er lavet af cortenstål, som består af jern tilsat kobber og nikkel. Det har den egenskab, at det ruster kontrolleret. Kronhjorten vejer 390 kilo.