Fortsæt til indhold

Poul Nowack er aktiv - og et aktiv - på hele Djursland

VVS-rørsmeden blev lærer og indehaver af et rockmuseum, som Norddjurs Kommune aldrig bed på - og så røg det til Syddjurs.

Samfund

Det er en meget aktiv mand - og et aktiv for hele Djursland - der langfredag, 18. april - runder de 75 år.

Poul Nowack bor på Hasselbakken i Grenaa - hvorfra han stadig spreder sine mange aktiviteter ud - i hjembyen, på hele Djursland og i hele landet.

Men han stammer fra det midtjyske - Herning, hvor han blev født i 1950. Her blev han udlært som vvs-rørsmed og slog sine første musikalske toner an i det lokale band ”The Candy Men” i årene 1964-69.

Siden gik han på skolebænken og blev uddannet lærer på Ribe Seminarium i 1979 med linjefagene historie og samfundsfag. Og senere blev der bygget på, da han videreuddannede sig inden for organisation, ledelse, projektstyring, innovation og andet godt.

Til Grenaa i 1979

Det var med det som basis, at han blev grenaaenser i 1979. Først med lærerjob på Søndre Skole og siden underviser, udviklingskonsulent og afdelingsleder på Grenaa Tekniske Skole fra 1981.

Siden blev han ejer af ”Memory Lane Rockmuseum”’ på Fuglsøcentret, som åbnede 1. oktober i 2014 som Danmarks første rock, pop og ungdomsmuseum. Poul Nowack skrev først bogen om da rockmusikken kom til Djursland og etablerede siden en udstilling om emnet på Gammel Estrup. Det var her Jørgen de Mylius efter at have set udstillingen, inspirerede ham til at åbne sit eget museum. Som et permanent sted for hans samling.

Poul Nowack henvendte sig til begge Djurslands-kommuner. Fra hjemkommunen Norddjurs var der overhovedet ingen reaktion, men fra Syddjurs var der to interessante tilbud, hvor Poul Nowack valgte det fra Fuglsøcentret. Han har også lavet udstillinger om sin store fritidsinteresse så forskellige steder som Koldinghus og det daværende Djurslands Museum i Grenaa.

Sangskriver

I dag skriver han mange tekster og har fået udgivet 11 sange. Frem til 2007 var han med i bandet ”Midnight Special”.

Og så står han bag flere fanklubber på Facebook med godt 24.000 medlemmer: Fan club for dansk pigtrådsmusik, Fanklub for dansk rock i 70erne, Memory Lane Rockmuseum og Fanklub for Jørgen de Mylius.

Der har også været tid til at være idemand og konferencier ved mange rockkoncerter i Pavillonen i Grenaa og på Fuglsøcentret.

Man vil også kende ham for stor aktivitet i ”Støttegruppen for Grenaa Sundhedshus”, hvor han utrætteligt har kæmpet en kamp for et tilfredsstillende sundhedstilbud til alle borgere på Djursland, ligesom han er medlem af Brugerrådet på hospitalet i Randers.

I to perioder har han været formand for Djurslands Turistforening - og medlem af arbejdsgruppen bag kulturaftener i Grenaa.