Direktør er fortid i Lystrup Svømning: Nu er flere bestyrelsesmedlemmer også fratrådt
I alt fire medlemmer er fortid i Lystrup Svømnings bestyrelse, hvilket betyder, at der på nuværende tidspunkt kun er to medlemmer tilbage.
Der er en større udskiftning i gang hos landets næststørste svømmeklub.
I sidste uge kunne avisen afsløre, at Camilla Jørgensen efter mange år er fratrådt sin stilling som direktør og formand for Lystrup Svømning, hvilket ifølge den konstituerede formand Jesper Bilde er sket på grund af en verserende »personalesag«.
Nu viser det sig, at hun ikke er den eneste, der er fortid i svømmeklubbens bestyrelse. Også næstformanden og to øvrige bestyrelsesmedlemmer er således udtrådt inden for de seneste to uger.
Det betyder, at bestyrelsen på nuværende tidspunkt kun består af kasserer Poul Lorensen og Jesper Bilde, der altså er indsat som konstitueret formand, fremgår det af en mail fra sidstnævnte til avisen.
I den bliver det også oplyst, at der er indkaldt til ordinær generalforsamling 29. april, hvor bestyrelsen søger efter fem nye medlemmer til bestyrelsen og to suppleanter.
Den i øjeblikket noget decimerede bestyrelse har været i kontakt med »to kvalificerede personer, som ønsker at stille op«, fremgår det af mailen.
Jesper Bilde ønsker ikke at stille op til interview omkring situationen, men henviser til det, der står i mailen til avisen.
Mangeårig formand
Camilla Jørgensens farvel skete i slutningen af marts. Hun nåede at være direktør i godt og vel fem år. Posten som bestyrelsesformand bestred hun fra 2002. Det var tilbage i 1998, at hun første gang blev valgt til bestyrelsen.
Jesper Bilde ønsker fortsat ikke at uddybe årsagen til Camilla Jørgensens ansættelsesstop, da der er tale om en verserende personalesag. Camilla Jørgensen har tidligere skrevet til avisen, at hun heller ingen kommentarer har for nuværende.
Bestyrelsen har efter Camilla Jørgensens afgang ansat to aktive svømmeinstruktører som daglige ledere af Lystrup Svømning, der er landets næststørste svømmeforening.