Frivillige kræfter mobiliseres: Historisk bygning ved Kalø Vig får nyt håb. Indkaldelse til stiftende generalforsamling i venneforening
Syddjurs Kommune har bevilget 125.000 kr. til renovering af Toldstedet, men Naturstyrelsen, der ejer den ikoniske bygning, kræver en venneforening for at ville give tilladelse til påbegynde arbejdet.
Nu lysner det for Toldstedet.
Efter lang tids forfald og usikkerhed ser det ud til, at den historiske bygning ved Nappedam endelig kan blive reddet.
Den 5. maj afholdes en stiftende generalforsamling på Toldstedet på Molsvej 36.
Naturstyrelsen, som ejer bygningen, har stillet krav om oprettelse af en venneforening, før renoveringen kan begynde.
Syddjurs Kommunes kultur-, fritids- og landdistriktsudvalg har allerede bevilget 125.000 kr. til istandsættelse, og tømrermester Kim Withen Olesen har tilbudt at lede renoveringen med hjælp fra frivillige.
Kim Withen Olesen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening Syddjurs, driver forretning i Ebeltoft og er medlem af Konservative Syddjurs, har gennemgået bygningen og vurderet, at husets klimaskærm er i fin stand i betragtning af opførelsestidspunktet.
Toldstedets historie
Toldstedet har en rig historie, der knytter sig til Nappedam havn, som i dag er en lystbådehavn.
Nappedam havn opstod som et knudepunkt for transport og handel. De initiativrige Mols-bønder ønskede bedre transportmuligheder for deres varer og produkter, hvilket førte til stiftelsen af Århusbugtens Dampskibsselskab i 1874.
Selskabet opererede med tre dampskibe, der anløb fem steder på Mols, herunder Nappedam.
Det nuværende havnehus er en skalmuret rest af det gamle pakhus, og molen ud fra huset er resterne af den oprindelige anløbsbro.
Toldstedet, det lille hus i skovkanten, var bolig for en tolder, der skulle sikre statens afgift på alle indgående varer, en funktion der kan sammenlignes med nutidens moms.
Kalø Højskoles vision
Kalø Højskole, der ligger i gåafstand fra Toldstedet, har også en stor interesse i at bevare bygningen.
Forstander Kenneth Degnbol, der er historiker, har en veneration for historiske bygninger som netop Toldstedet. Han har på vegne af højskolen spillet ud med en vision for, hvordan Toldstedet igen kan komme til ære og værdighed i moderne tider i respekt for historien og beliggenheden lige ud til Kalø Vig.
»Vi ser Toldboden som mere end blot en bygning - det er et potentiale, et sted hvor friluftsliv, håndværk og historie forenes. Med fokus på jollesejlads, sejlmageri og navigation vil vi skabe et rum for læring og fællesskab,« forklarede Kenneth Degnbol for et år siden til Din Avis Syddjurs.
Han understregede dengang, at visionen er afhængig af, at der kan rejses det fornødne antal kroner til at realisere projektet.
Kim Lykke Jensens indsats
Kim Lykke Jensen, formand for natur-, teknik- og miljøudvalget, har længe næret en dyb interesse for at bevare ældre bygninger med betydning for lokal- og kulturhistorien.
Han greb simpelthen en opfordring i Din Avis Syddjurs for nogle år siden med overskriften: »Hvem vil være med til at redde Toldstedet?«
Kim Lykke Jensen reagerede straks ved at kontakte borgmester Michael Stegger Jensen og kommunaldirektør Rasmus Møller og foreslog, at de indkaldte til et møde med deltagelse af relevante parter såsom kommunen, Naturstyrelsen, Nationalparken, Museum Østjylland, BLIS og Rønde Distriktsråd.
»Da natur-, teknik- og miljøudvalget og byrådet i slutningen af sidste valgperiode besluttede at afvise Naturstyrelsens ønske om at nedrive det gamle toldsted ved Nappedam, håbede vi selvfølgelig, at Naturstyrelsen ville sørge for at afsøge mulighederne for en fremtidig anvendelse af bygningerne og arbejde på en istandsættelse af ejendommen,« udtalte Kim Lykke Jensen til Din Avis Syddjurs.
Han påpegede yderligere i sin henvendelse til borgmesteren og kommunaldirektøren, at dette ikke var sket, og at det havde haft synlige negative konsekvenser for bygningen. Derfor appellerede han til, at kommunen nu gik ind i sagen og for sammen med andre at afsøge mulighederne for at renovere Toldstedet og afdække, hvad bygningen rummer af muligheder i et fremtidigt perspektiv.
BLIS opfordrer til handling
Foreningen BLIS (By- og Landskabskultur i Syddjurs) har hele tiden talt varmt for at bevare Toldstedet og opfordret til politisk handling for at redde bygningen.
Forkvinde Anna Søgaard Nielsen har i flere omgange understreget, at det haster med at sikre bygningens fremtid.
Hun har påpeget, at fundraising vil være nødvendigt, da staten ikke ser ud til at ville bidrage økonomisk.
Mødet den 5. maj fra klokken 16 til 18 er således afgørende for at sikre Toldstedets fremtid og bevare det som en del af egnens historiske kulturmiljø.
Alle interesserede opfordres til at møde op og støtte oprettelsen af venneforeningen.