Fortsæt til indhold

Til fodboldfinale udtrykte Alma sit store ønske: »Vi skal passe bedre på naturen. Til sidst er der ikke nogen verden tilbage«

I anledning af finalen i skolefodbold fik eleverne i Randers Kommune mulighed for selv at spille fodbold eller at blive klogere på ord, sprog og demokrati.

Samfund

Mens 37 hold fra mellemtrinnet (4. til 6. klasse) på forskellige skoler i Randers Kommune spillede fem-mod-fem-fodbold på banerne ved siden af Cepheus Park Randers, var en stor del af deres klassekammerater samlet i VIP-afdelingen inde på selve stadion.

Her var der to oplæg, som DR Lær og DR Ultra stod bag. Det hele skete i anledning af finalerne i skolefodbold, der i år spilles i Randers. Ingen af holdene i finalerne kommer dog fra lokalområdet.

Det ene af de to oplæg handlede om Ultra-Forslag, som er et initiativ, hvor alle landets børn kan komme med deres forslag til, hvad der kan gøre deres hverdag bedre. De kan også stemme på hinandens forslag, og det forslag, der 20. maj har fået flest stemmer, skal fremlægges for borgmesteren i den kommune, som stilleren af vinderforslaget bor i.

På finaledagen kunne børnene også stille deres egne forslag. En af dem, der valgte at gøre det, er Alma, der går i 4.b på Langå Skole.

»Mit forslag er, at jeg synes, vi skal passe bedre på naturen. Ellers uddør flere og flere ting, og til sidst er vi her heller ikke længere. Der vil ikke være nogen verden tilbage,« sagde hun til Din Avis.

Alma fra 4.b på Langå Skole synes, vi skal være bedre til at passe på naturen. Derfor har hun stillet det som et Ultra-Forslag. Foto: Cecilie Bisgaard

Hun havde også forslag til, hvordan man kan passe bedre på naturen.

»Jeg synes, vi skal samle skrald og også bare lade være med at smide skrald. Børn lærer af de voksne, så det er de voksne, der skal lære, at de ikke skal smide skrald i naturen. Så gør børn det heller ikke. Vi skal også lade være med at smide så meget tøj ud. Vi skal blive bedre til at genbruge,« forklarede hun.

37 hold fra skolerne i Randers Kommune var tilmeldt fem-mod-fem-turneringen, der fandt sted i forbindelse med finalen i skolefodbold. Foto: Cecilie Bisgaard

En maskine til ord

Det andet oplæg handlede om sprog og ord. I ’Ordet er dit’ udfordrede DR Ultra-værten Maria Helander den tredobbelte danmarksmester i freestylerap Aske Sjørvad Johnsen.

Først kom han flyvende ind på scenen, mens han rappede om dagens begivenheder - og fik nævnt flere af skolerne, der var til stede.

»Det er det, jeg siger. Aske er en maskine til ord,« sagde DR-værten.

Derefter lavede Aske endnu en freestylerap. Her brugte han nogle ord, som de tilstedeværende elever selv havde valgt. Bare lige for at bevise, at det altså ikke var noget, han havde forberedt på forhånd.

Til slut skulle eleverne skrive nogle af deres yndlingsord ned og lægge dem i guldkisten. På tid skulle Aske Sjørvad Johnsen se, hvor mange af ordene han kunne nå at få med i sin freestylerap. Han gættede selv på 15.

Sådan gik det ikke. Det blev kun til ti, og så måtte han tage armbøjninger som ”straf”.

DR Ultra-værten Maria Helander var også vært ved oplægget 'Ordet er dit'. Foto: Cecilie Bisgaard

Mens Aske Sjørvad Johnsen rappede på tid, var nogle af skolernes lærere med på scenen, hvor de gav den gas med deres bedste dancemoves. Noget, som nogle af eleverne satte stor pris på.

»Det har været en fed dag. Det bedste var at se vores lærer Andreas danse. Det så sygt dumt ud. Det var han ikke særlig god til,« sagde Annabel, der går i 6.a på Hornbæk Skole.

Mens Aske Sjørvad Johnsen freestylerappede eleverne yndlingsord, dansede nogle af lærerne. Foto: Cecilie Bisgaard
Et par heldige elever nåede at få et billede med den tredobbelte danmarksmester i freestylerap Aske Sjørvad Johnsen. Foto: Cecilie Bisgaard

»Kan godt være irriterende«

Annabel sad sammen med sine klassekammerater Nicoline, Agathe, Lily og Liv, da Din Avis snakkede med pigerne. De havde netop set ’Ordet er dit’-oplægget, og nu var de i gang med et dialogspil om sociale medier og skærmtid.

Et af spørgsmålene var, hvor mange af deres forældre spørger om lov, inden de tager et billede af deres børn. De fem piger var ret enige i, at deres forældre sjældent spørger om lov.

»Jeg synes, det er okay, at vores forældre ikke spørger om lov. Vi er jo deres børn,« sagde Nicoline.

»Men det kan godt være irriterende, for min mor tager mange billeder. Hun holder bare knappen nede, og så tager hun 500,« sagde Liv.

Nicoline, Agathe, Lily, Liv og Annabel er enige om, at deres forældre sjældent spørger om lov, før de tager billeder af pigerne. Foto: Cecilie Bisgaard

For Agathe kommer det meget an på, hvornår hendes forældre vil tage et billede.

»Hvis hun gerne vil sende billedet til nogen, så må det godt være et, hvor jeg ikke ser dum ud. Jeg vil gerne godkende dem først,« sagde hun.

Efter aktiviteterne i VIP-loungen og fodboldturneringen udenfor skulle de randrusianske ind på selve stadion for at overvære finalekampene.

De fem piger fra Hornbæk Skole var ikke så interesserede i den del af dagen.

»Men det er rart at komme ud, så vi ikke bare er i skolen hele tiden,« sagde Lily.

Mellem oplæggene kunne eleverne deltage i et samtalespil, der blandt andet satte tanker i gang om skærmtid, social medier og online adfærd. Foto: Cecilie Bisgaard
I alt var 1.200 skoleelever tilmeldt finale-eventet. Foto: Cecilie Bisgaard
Der var også mulighed for ansigtsmaling i VIP-loungen. Foto: Cecilie Bisgaard
Finalerne i skolefodbold, der i år ikke havde nogen deltagere fra Randers-området, blev sendt live på DR TV. Foto: Cecilie Bisgaard