Historisk herregård med enestående beliggenhed til salg
Så kom Kalø Hovedgård til salg. Freja Ejendomme, statens ejendomsselskab, har fået overdraget den historiske herregård af Naturstyrelsen med henblik på salg. Potentielle købere skal afgive deres bud senest 11. september.
Kalø Hovedgård ligger i et af Østjyllands mest attraktive områder, direkte ud til Kalø Vig og med udsigt til Kalø Slotsruin. Området er en del af Nationalpark Mols Bjerge og grænser op til de to store skove, Ringelmose og Hestehave.
Den kystnære beliggenhed og den direkte adgang til skov, strand, stisystemer og oplevelsessteder gør området attraktivt for både besøgende og erhverv.
Christina Jørgensen, administrerende direktør i Freja Ejendomme, udtaler i en pressemeddelelse: »Det er et meget stort privilegium at skulle finde de nye ejere til historiske ejendomme som Kalø Hovedgård. Nu starter vi processen med at finde de helt rigtige købere, og vi forventer, at der vil være betydelig interesse.«
Fremtidig anvendelse
Herregården udbydes til salg med et grundareal på 86.684 m².
Der er mange mulige anvendelser for den kommende ejer, herunder kontorer, undervisning, konferencecenter, hotel eller boliger.
Den bevaringsværdige ejendom har tidligere huset sekretariatet for Nationalpark Mols Bjerge samt en afdeling af Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet. Karlsladen – en stor ladebygning fra 1727 – fungerer i dag som besøgscenter for nationalparken.
Historisk baggrund
Kalø Hovedgård har haft flere prominente ejere, herunder grev Conrad Reventlow og Hamborg-slægten Jenisch. Efter Anden Verdenskrig blev ejendommen konfiskeret som krigsskadeserstatning.
Den tyske familie von Jenisch, der ejede godset, blev hårdt ramt af krigen. Trods det, at familien kunne bevise, at man ikke bare kunne sætte lighedstegn mellem tysk og nazisme, mistede familien alligevel deres ejendom.
Da Kalø senere kom til salg, opstod debatten om at give herregården tilbage til den retmæssige ejer. Tidligere modstandsfolk talte for, at det var udansk at diskriminere alene på grund af nationalitet.
I år markerer vi 80-året for Danmarks befrielse, og Kalø Hovedgård står også som et symbol på den historiske overgang fra tysk ejerskab til dansk administration.
Universitetet flyttede
Aarhus Universitet fraflyttede bygningerne på Kalø Hovedgård i 2022, fordi man ønskede at styrke forskningen ved at samle en række aktiviteter fra Silkeborg og Kalø i Aarhus.
Institut for Ecoscience, som havde til huse i Silkeborg og i Kalø, blev flyttet til Universitetsparken.
Siden da har Naturstyrelsen arbejdet på at afklare, hvad der skal ske med de ledige kontorer mv. Naturstyrelsen har ikke selv kunnet finde anvendelse for bygningerne. Og udlejning af bygninger er ikke Naturstyrelsens kerneopgave.
Naturstyrelsen vil kun overdrage Kalø Hovedgård med alle bygninger og den umiddelbart tilknyttede grund til Freja Ejendomme A/S. Bygningsmassen består bl.a. af et kontormiljø i hovedbygningen, jagtslottet, der er fredet, og avlsbygningerne med Karlsladen, som ligeledes er fredet.
Naturstyrelsen har hele tiden understreget, at der i forbindelse med overdragelsen blev sikret, at Nationalpark Mols Bjerges udstilling i Karlsladen - den store ladebygning fra 1727 – fortsat vil være offentlig tilgængelig i en årrække. Ligesom Kalø Skovbørnehus, der har en lejeaftale om bygning mv. på lejet grund, kan fortsætte uanfægtet.
Overdragelse til Freja Ejendomme
De historiske bygninger blev lige efter sommerferien i 2024 overdraget til Statens Ejendomsselskab Freja Ejendomme A/S med salg for øje af Naturstyrelsen.
Freja Ejendomme er et aktieselskab ejet af den danske stat, som udvikler og sælger ejendomme fra staten samt regionerne. Det bidrager til samfundet ved at skabe merværdi gennem denne udvikling og salg af statens og regionernes ejendomme og betaler hvert år et udbytte til Finansministeriet.
Freja Ejendommes mission er kort og godt at sælge statens ejendomme, så der samlet set skabes den størst mulige lønsomhed. Det sker i respekt for det miljø, der omgiver, og med fokus på bæredygtige løsninger.
Ejendomsselskabet var senest involveret i Syddjurs i forbindelse med salget af fyrtårn, bygninger mv. på Hjelm.
Kun bygningerne
Overdragelsen fra Naturstyrelsen til Freja Ejendomme A/S omfattede kun bygningsmassen, mens de statslige natur- og landbrugsarealer, som Danmarks Naturfredningsforenings nylige fredning Kalø Skovgods på 813 hektar rammer ind, og som Naturstyrelsen forvalter, ikke er omfattet af overdragelsen.
Indikative bud
Frist for indikative bud er 11. september 2025 kl. 12.00.
Et indikativt bud er et foreløbigt bud, der giver en indikation af, hvad en potentiel køber er villig til at betale for ejendommen.