Børnehavebørn slipper 10.000 fisk løs i Gudenåen
Randrusianske børnehavebørn fra Børnehuset Lindehuset skal hjælpe til.
I år er det præcis 35 år siden, at der første gang blev udsat lakseyngel i Gudenåen i forsøget på at genetablere laksebestanden. Det markeres fredag 2. maj på Justesens Plæne, hvor børn fra Børnehuset Lindehuset deltager i udsætningen.
Det fortæller Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Mens laksefiskeriet i de vestjyske vandløb i år er begyndt dårligt, ser det anderledes lovende ud i Gudenåen, hvor der siden fiskesæsonens start i marts er blevet fanget mange af den store og eftertragtede blanklaks. Laksen var på et tidspunkt helt forsvundet fra åen, men som en del af indsatsen for at genskabe en hjemmehørende laksebestand, bliver der hvert år siden 1990 udsat lakseyngel, kaldet smolt, på strækningen fra Randers til Bjerringbro.
»Udsætning af smolt er en vigtig del af arbejdet med at genoprette en laksebestand i Gudenåen. Når vi hjælper de små laks godt på vej ud i vandløbet, giver vi naturen et løft – og håb for fremtidige generationer af vilde laks. Samtidig understøtter vi også et godt rekreativt fiskeri til gavn for de lokale sportsfiskerklubber og lokalsamfundene langs åen,« siger borgmester Torben Hansen, som byder velkommen og tæller ned fra tre, når de små fisk slippes fri.
Festlig start på en lang rejse
Udsætningen foregår på en særlig måde i dagens anledning.
»Normalt leder vi de små fisk ud i vandet gennem et rør fra en stor tank, men i dagens anledning vil vi gerne gøre det lidt mere festligt. Derfor har vi allieret os med en flok nysgerrige børn fra Børnehuset Lindehuset, som er med til at få de fine fisk i vandet og se dem svømme afsted til deres nye hjem i Gudenåen,« siger Gert Holdensgaard, direktør for Danmarks Center for Vildlaks, der står bag udsætningen i samarbejde med Randers Kommune og Favrskov Kommune.
Alle er velkomne til at overvære udsætningen og sende de små fisk godt afsted på rejsen, som med tiden bringer dem helt op i Nordatlanten, hvor de efter nogle år instinktivt vender tilbage til Gudenåen.
Efter udsætningen bliver der serveret en kop saftevand eller kaffe til de fremmødte. Arrangementet foregår på Justesens Plæne, Tørvebryggen, 8900 Randers C, fredag d. 2. maj kl. 10.