Fortsæt til indhold

Fuld plade: Fire sure smileyer i rap

Den Flyvende Hane har en række problemer. Eller i hvert fald et, for nu at være mere præcist.

Samfund

Fire sure smileyer - i rap.

Det pryder Den Flyvende Hanes sidste kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen.

En rapport, som virksomheden for øvrigt har en smule besvær med at dele med offentligheden. Mere om det senere.

Da Fødevarestyrelsen 19. marts kiggede forbi Hovedgaden 53 i Brabrand var der også problemer med rengøringen.

I en sådan grad, at instansen kvitterede med et bødeforlæg på 5.000 kroner.

Det var ikke kun rengøringen, der haltede. Det samme gjorde ophængning af smileyrapporten. Kontrollanterne fandt dog en ældre af slagsen i vinduet – blot ikke ophængt.

»Jeg har ikke modtaget den seneste med posten,« var svaret på den bommert.

Under æsker og papir

Og netop det med en synlig smiley-rapport har været et gennemgående tema ved Fødevarestyrelsens fire sidste besøg:

9. september 2024 var der ophængt et tidligere – og bedre – resultat i vinduet.

»Min medarbejder har den seneste smileymærke med hjemme og laminere,« lød det dengang.

Den forseelse endte med et bødeforlæg på 2.000 kroner.

27. november 2024 var den igen gal. Intet smileysymbol ved indgangen.

»Jeg har ikke modtaget den endnu og smileymærke fra 2/7-24 har jeg ikke fået ophængt.«

Det fik Fødevarestyrelsen til at melde virksomheden til politiet.

28. januar 2025 var rapporten heller ikke at finde. Eller – det var den. Bare under papir og æsker i vindueskarmen.

»Det er en fejl, at der ligger noget ovenpå smileymærket,« lød svaret i vinter.

En ny på vej

Steen Benjaminsen er ejer af Den Flyvende Hane - og han er ikke et ukendt ansigt i nærområdet.

Så sent som i februar 2025 modtog han og fruen, Iben, Karma Prisen, der uddeles af Brabrand-Årslev Fællesråd.

»Vi glæder os jo hver dag over alle de mennesker, der både kommer ind i vores butikker, og som vi møder på Hovedgaden, og som man snakker med om både vejr og vind, trafik og alt muligt andet,« sagde han i den forbindelse til lokalmediet Vores Brabrand.

Omkring den fulde plade af sure smileyer, er Benjaminsen helt fortrøstningsfuld. Så længe, det ikke har noget med Den Flyvende Hanes produkter at gøre. Og det har det - skal det retfærdigvis siges - ikke.

Det er fortrinsvis ophængningen af smiley-rapporter, der er problemet.

»Jeg lægger mig fladt ned - det gjorde jeg også, da de (Fødevarestyrelsen. red.) var her,« siger Steen Benjaminsen og fortæller, at i to ud af de fire tilfælde var rapporten simpelthen faldet ned fra sin plads i vinduet.

Steen Benjaminsen lover alle kunder, at de nu kan se den sidste rapport ved indgangen. Også på trods af samlingen af nedadvendte mundvige i vinduespartiet.

Ejeren fortæller til Din Avis, han har en alder, hvor det med computere ikke fylder meget i livet.

»Jeg ejer ikke engang en Commodore 64,« som han udtrykker det.

Han oplyser videre, at han derfor er fritaget for elektronisk post. Det betyder, der nogle gange kan være lidt længere postgange(!), når man har med offentlige myndigheder at gøre.

Han forsikrer dog om, at Fødevarestyrelsen har lovet, at der er en ny – og gladere – smileyrapport på vej. I posten.