Fortsæt til indhold

Den var i krise, men nu er der ny løsning på vej på en af Danmarks bedste strande

Idrætscenter overtager opgaven med naturformidling fra slidt bygning.

Samfund

Norddjurs Kommune har netop besluttet at lade Grenaa Idrætscenter overtage driften og formidlingsopgaverne ved Grenaa Naturskole de næste to år med mulighed for forlængelse.

Fremtiden for Naturskolen har igennem længere tid været uvis, siden Kyst- og Fjordcentret sidste år opsagde sin samarbejdsaftale med kommunen i forhold til naturformidlingen ved Grenaa Strand.

Derfor er det også en særdeles glad formand for kultur- og fritidsudvalget Allan Gjersbøl Jørgensen (S), som kan præsentere løsningen.

»Det er så champagnepropperne springer. Vi startede forfra i efteråret og tænkte, hvad skal der ske? Nu er vi klar lige inden sæson, og vi har haft en lang og god proces med tid til at afsøge mulighederne, så vi ikke bare valgte det første det bedste i efteråret.” Lyder det fra formanden, inden han understreger: ”Det er vigtigt, at der er naturformidling i Grenaa, for turisterne kommer her også fordi de elsker den natur vi har. Så der skal ikke kun være oplevelser, der skal også være formidling af den natur man er i,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen i en pressemeddelelse.

Også uden for sæsonen

Centerleder i Grenaa Idrætscenter Martin Bak er manden der skal få det hele til at lykkes. Hans plan er, at aktiviteterne på Naturskolen sammen med en nyansat naturvejleder skal komme fra godt samarbejde med mange forskellige aktører:

»Brugerne hernede bliver vigtige hjælpere. For der er også masser af naturformidling i at komme ud og gå en guidet tur med for eksempel Kattegattraverne.«

En af Kattegattravernes hovedkræfter er Kai Hansen.

Han er tidligere leder af Grenaa Naturskole gennem 20 år, og i dag bruger han bygningen gennem Kattegattraverne og orienteringsløbs klubben OK Djurs.

Han tror på, at brugerne af huset kan være med til at skabe flere offentlige aktiviteter:

»Det jeg kan se hernede, er at der kommer nogle folk som vil noget. Så kan vi nok finde ud af, at nogle af dem der tidligere var frivillige, de kommer ud af busken. Vi har mange der er med i flere foreninger, som kan være med til at lave aktivitet. Og der er mange, som også gerne vil være med til at lave andre ture efter opgave,« siger Kai Hansen

Og de aktiviteter skal ikke kun være til sommerturister, hvis det står til centerleder Martin Bak:

»Jeg synes det kunne være fedt at lave noget hele året rundt med aktiviteter hernede som vinterbadning og saunagus. Jeg har nogle gus-mestre oppe i svømmehallen, som vil være mere end villige til at komme herned og lave noget,« konstaterer han.

Tilstanden skræmmer ikke

En af årsagerne til, at Kyst- og Fjordcentret ikke længere ville stå for naturformidlingen fra Naturskolen Grenaa var, at de ikke længere kunne stå inde for bygningens tilstand.

Det er Norddjurs Kommune, der står for det udvendige vedligehold, som igennem flere år ikke er blevet ækonomisk prioriteret, lød det i kritikken.

Bygningens tilstand skræmmer dog ikke Martin Bak bort.

»Der skal kigges lidt på tagrenderne, men ellers har jeg nogle utroligt gode folk, der kan alt det indvendige. Hele fordelen for os er, at mange af de opgaver her, kan vi løse med de folk vi har i forvejen,« siger han.

På den anden side af vejen ligger Hotel Marina med udsigt over stranden og Naturskolen. Her ser direktør Jess Kallesøe frem til at gæsterne kan få formidlet naturen lige udenfor døren.

»Det første vores gæster spørger om er, hvad skal vi lave? Hvad skal vi se her i Grenaa? Så hvis vi har kendskab til noget vi synes de skal opleve, så tager de gerne afsted. Der skal være masser af tilbud, vi skal have noget unikt vi kan levere, og vi kan da starte med stranden lige her. Så kan vi bygge på med vores lange kyststrækning, Sangstrup klint og mere,« lyder det fra Jess Kallesøe.