Fortsæt til indhold

Peter Buganski løber for børn med kræft – så blev han selv syg ...

69-årig pedel på lokal skole løber maraton til fordel for Børnecancerfonden.

Samfund

Om få dage skal Peter Buganski fra Laurbjerg løbe godt 42 kilometer. Sammen med 17.999 andre løbere deltager han i Copenhagen Marathon, der fører løberne rundt i hovedstaden.

Peter Buganski er 69 år og har i de seneste par årtier løbet over 100 maraton-løb rundt omkring i hele verden. Løbeinteressen begyndte, da han stoppede med at spille fodbold, og den har bragt ham vidt omkring og givet oplevelser i USA, Sydafrika, Japan, Kina, Cuba og mange steder i Europa.

Hjemlandets store maratonløb er en af favoritterne, som langdistanceløberen fra Laurbjerg oftest har løbet, men i år løber han ikke kun for sig selv. Sammen med omkring 300 andre af de mange tusinde deltagere løber han til fordel for Børnecancerfonden og opfordrer folk til at give et bidrag til den gode sag via hans deltagelse i Copenhagen Marathon 2025.

»Pengene går ubeskåret til børnene og ikke til en masse administration, så det ville jeg gerne være med til, og så fortalte jeg om det til oktoberfest i hallen. Det var et godt sted at starte, hvor folk havde fået et par øl,« fortæller Peter Buganski med et grin.

Oktoberfesten var ganske rigtigt et godt sted at begynde, for på tre timer havde han fået tilsagn på bidrag for 8.000 kroner. Siden da har mange flere bidraget, og Peter Buganski har i skrivende stund sikret sig bidrag på over 30.000 kroner. Det placerer ham i den absolutte top – som nummer fire – over deltagere, der har sikret sig størst bidrag til Børnecancerfonden.

Fik selv kræft

I december skete der det, at Peter Buganski selv blev ramt af kræft. En 11 cm kræftknude havde sat sig på hans venstre nyre, som han fik fjernet under operation på Aarhus Universitetshospital, hvor han var indlagt i fem dage.

»Det er gået rigtig godt, og jeg føler mig privilegeret over at være kommet så godt igennem. Nu har jeg selv gået på gangene og set mange syge mennesker med kræft, også børn, og så vil jeg ekstra gerne hjælpe andre, der ikke er så heldige som mig. Der var ikke noget at se efter den første scanning, så jeg føler mig helbredt og har det godt.«

Peter Buganski er allerede tilbage på fuld tid på sit arbejde som pedel på Lilleåskolen i Laurbjerg, som han har passet i 36 år og ikke har planer om at stoppe med, selvom han sagtens kunne gå på pension.

Peter Buganski har i 36 år arbejdet som pedel på Lilleåskolen i Laurbjerg. Foto: jr

Han er meget engageret i lokalsamfundet og er blandt andet næstformand i Laurbjerghallen, der ligger lige ved siden af skolen. Han er også aktiv i bestræbelserne på at sikre, at landsbyen kan fortsætte med at have en købmand, og så er han ikke mindst kendt for sit store engagement i fodbold.

Fodboldtræner

Peter Buganski spillede i mange år selv fodbold og var en del af det legendariske hold i nabolandsbyen Houlbjerg, der for 50 år siden var uhørt gode i forhold til byens størrelse og var helt oppe at spille i Danmarksserien. Buganski var målmand og fortsatte efter den aktive karriere som træner og målmandstræner. I en alder af 69 er han fortsat en meget aktiv træner i hele tre klubber. I Hadsten SK er han træner for U19-holdet, og han er målmandstræner i Langå og Randers FC, så der er nok at se til ved siden af fuldtidsarbejdet og de flere ugentlige løbeture.

Løbetræningen var naturligvis sat på pause i et pænt stykke tid efter operationen, men den 69-årige pedel har allerede flere gange været oppe at løbe omkring 25 kilometer inden det kommende maratonløb. Han plejer faktisk ikke at løbe længere end 25 kilometer før et løb, så han regner bestemt med at gennemføre.

»Det skal nok gå. Om jeg så skal gå lidt af vejen er ligegyldigt. Bare jeg kommer i mål,« siger han.

Alle ved hvem han er

Bor man i Laurbjerg eller omegn, eller er man en del af det omkringliggende fodboldliv, er der ingen vej udenom Peter Buganski, som måske af den årsag har fået rigtig mange bidrag til sit løb for Børnecancerfonden. For nylig stødte han på Rasmus Rasmussen, medindehaver af Favrskov Havepleje, der holder til i Laurbjerg.

»Jeg har børn på hans skole og stødte tilfældigt på ham, og så spurgte han, om vi ikke ville give et bidrag. Som lokal virksomhed vil gerne tage et socialt ansvar og give noget tilbage lokalt og støtte op om en sag, der berører størstedelen af befolkning. Og når han så kommer personligt og spørger, og han selv har været igennem et forløb, er det klart, vi gerne vil hjælpe,« siger Rasmus Rasmussen og tilføjer:

»Alle der bor i området ved, hvem Peter er. Han er en rigtig aktiv ildsjæl, der er guld værd for området.«

Indsamlingen til Børnecancerfonden foregår via foreningen Fundracers, og hvis man søger på foreningens navn og Peter Buganski, kan man klikke sig videre og give et bidrag til hans løb.