Erhvervsliv raser over borgmester: Får negative konsekvenser for Aarhus
En række erhvervsorganisationer langer ud efter Anders Winnerskjold (S) og mener, at han løber fra en aftale.
Det har fået sindene alvorligt i kog i den borgerlige del af byrådet og hos erhvervslivet, at borgmester Anders Winnerskjold (S) fredag valgte at opsige et 27 år gammelt forlig om dækningsafgiften.
Afgiften er i praksis en skat på erhvervslivet, der skal betale en afgift på 5,8 promille på ejendomme i kommunen. Den har blandt andet været med til at finansiere Aarhus’ del af udgifterne til letbane og Marselistunnelen, men i 2029 var det meningen, at den skulle sløjfes helt.
En aftale, man indgik i Thorkild Simonsens borgmestertid tilbage i 1997.
Borgmesterens løben fra aftalen har fået byrådets blå politikere på barrikaderne med anklager om, at han er erhvervsfjendtlig, og i en samlet pressemeddelelse langer det aarhusianske erhvervsliv nu også ud efter Winnerskjold.
»Vi har altid være glade for samarbejdet omkring dækningsafgiften med tidligere borgmestre, og vi er derfor ærgerlige over, at man nu – meget pludseligt og uden nogen egentlig varsling eller mulighed for forhandling – vælger at ophæve samarbejdsaftalen,« lyder det fra bestyrelsesleder i Erhverv Aarhus, Mai Louise Agerskov.
Hendes direktør, Poul Dalsgaard, mener ikke, at borgmesteren lagde op til forhandlinger, da forligsparterne mødtes i fredags. Her blev de stillet overfor et ultimatum, siger han.
»”Bak op om, at vi lader dækningsafgiften fortsætte uden slutdato – ellers bliver forligskredsen og aftalen ophævet.” Vi ønskede at lade den nuværende aftale køre den aftalte periode ud, og så tage en drøftelse igen senere. Men der var ikke rigtigt noget at forhandle om. Og da vi ikke kan forsvare over for vores medlemmer, at erhvervslivet pålægges en ekstra afgift til evig tid, kunne vi naturligvis ikke bakke op,« siger Dalsgaard.
Det samme lyder fra Aarhus Haandværkerforening.
»Vi kan på ingen måde forsvare over for vores medlemmer, at en 27 år gammel forligsaftale nu ønskes omskrevet af vores borgmester. At Anders Winnerskjold ønsker, at dækningsafgiften skal være blivende og ikke som forventet være afskaffet ved udgangen af 2028, er ikke et signal om, at man ønsker en erhvervsvenlig kommune,« siger direktør Betina Halvorsen.
Hos Dansk Industri er man ikke i tvivl om, at borgmesterens opsigelse får konsekvenser for Aarhus.
»Det vil uvægerligt få negative konsekvenser for udviklingen i Aarhus. Vi ved, at dækningsafgiften er et grundvilkår, som virksomheder kigger på, når de skal beslutte enten udvidelse eller placering i en kommune. Derfor bliver Aarhus mindre attraktiv for virksomheder nu – stik imod kommunens ambitioner,« forudser Anders Strange, bestyrelsesleder i DI Østjylland.
Borgmester Anders Winnerskjold har forsvaret opsigelsen med, at Aarhus har nogle andre udfordringer, end da man lavede aftalen. Udfordringer, der er uforenelige med skattelettelser.