Fire år med røde tal: SuperBrugsen i økonomisk modvind
Udfordringerne i SuperBrugsen Ryomgård fortsætter med betydelige økonomiske underskud trods den store investering for 4-5 år siden på 7,7 mio. kroner i flere kvadratmeter og modernisering af butikken.
SuperBrugsen Ryomgård, der har været en del af lokalsamfundet i 117 år, har været ramt på økonomien de sidste år. Det seneste regnskab for 2024 viser, at udviklingen ikke er vendt.
Et underskud på 833.000 kroner er hård kost.
En bemærkning fra den eksterne revision i regnskabet maler situationen tydeligt op. En fortsættelse ud ad den nuværende tangent vil meget naturligt lægge pres på likviditeten i den selvstændige brugsforening.
Uddeler Thomas Koustrup, snart 54, der går ind i sit 20. år som chef, og den nye formand, revisoruddannede Sten Kirkegaard Bech, samt den ligeledes nye næstformand, Marie Møller Jensen, står over for en stor udfordring med at vende udviklingen sammen med resten af staben, personale og bestyrelse.
Langvarige underskud
SuperBrugsen Ryomgård har haft underskud fire år i træk.
»Vi har kæmpet med økonomiske udfordringer i flere år nu, og det er en hård kamp,« erkender Thomas Koustrup.
»Vi er nødt til at finde nye måder at tiltrække kunder og øge vores omsætning.«
»Vi ved, at der er potentiale, og vi arbejder hårdt på at finde de rette løsninger.«
SuperBrugsen investerede godt 7 mio. kroner i butikken for 4-5 år siden, så det er bestemt ikke en forretning, der skriger på renovering.
Regnskabsresultaterne de seneste seks år:
2019: Overskud på 172.000 kr.
2020: Overskud på 470.000 kr.
2021: Underskud på 267.000 kr.
2022: Underskud på 1,3 mio. kr. 2023:
Underskud på 396.000 kr.
2024: Underskud på 833.000 kr.
De to coronaår, 2019 og 2020, så mere end fornuftige ud, men siden da har der været røde bundlinjer.
Regnskabet viser en nedgang i omsætningen fra 2023 til 2024 fra 54,6 mio. kroner til 51,1 mio. kroner. En stor del af omsætningsfaldet forklares med mindre salg af benzin, fordi mange skifter til elbiler. Selvom SuperBrugsen har fået en el-stander, så ejes den af OK, der får hele indtjeningen.
Jeg vil gerne afvente, at bestyrelsen har været samlet, før vi melder ud med en plan for fremtiden
Generationsskifte i bestyrelsen
Den nyligt afholdte generalforsamling resulterede i et generationsskifte, idet både formand Leif Jacobsen og næstformand Kirting Olesen takkede af.
Den nye formand, Sten Kirkegaard Bech, bringer friske øjne og en revisorbaggrund til bestyrelsen: »Jeg ser frem til at arbejde sammen med Thomas og resten af personalet og bestyrelsen for at finde effektive løsninger,« siger Sten Kirkegaard Bech.
»Vi skal se på alle aspekter af vores drift og finde måder til at forbedre vores økonomi. Alle kan se, at vi ikke kan fortsætte med at komme ud med store underskud.«
»Det kræver hårdt arbejde og en vilje til at tænke anderledes, men jeg er sikker på, at vi kan klare det.«
Formandskabet består nu af Sten Kirkegaard Bech som formand og Marie Møller Jensen som ny næstformand.
»Marie og jeg kommer til at være meget tæt på Thomas og løbende spare med ham,« siger Sten Kirkegaard Bech.
Lokalsamfundets støtte
SuperBrugsen Ryomgård er en vigtig del af lokalsamfundet, og støtte fra kunderne er selvfølgelig altafgørende.
»Vi har brug for, at folk i Ryomgård og omegn fortsat handler hos os,« siger Thomas Koustrup. »Deres støtte er vital for vores overlevelse.«
Formanden er enig og understreger vigtigheden af at engagere lokalsamfundet. »Vi skal være mere synlige og vise, at vi er her for dem,« siger han.
»Jeg vil gerne afvente, at bestyrelsen har været samlet, før vi melder ud med en plan for fremtiden. Men ingen tvivl om, at vi kommer til at drøfte mange ting og ændre på noget, hvis det skal lykkes os at vende den nuværende situation.«
Kolind kan
Selvom branchen generelt er i knæ, og det er svært at finde de positive historier, er det naturligt at stille spørgsmålet, hvordan man i en sammenlignelig brugs som SuperBrugsen Kolind har formået at lave en økonomisk turn-around og igen i 2024 præsterede en positiv bundlinje.
»Jeg kan kun sige, at det er flot, hvad Bjarke (uddeler Bjarke Mikkelsen, red.) laver i Kolind. Han har ramt rigtigt, men ellers er mange af mine andre kolleger presset,« konstaterer Thomas Koustrup.
I Kolind har bestyrelsen og uddeler lavet en benhård strategi i detaljer, som følges og justeres.
Thomas Koustrup og Sten Kirkegaard Bech tror begge på, at det samme er muligt i Ryomgård.
»Jeg fornemmer en stærk vilje hos alle til at lykkes, og med støtte fra lokalsamfundet er jeg sikker på, at vi kan klare det. Vi skal have identificeret flere områder, hvor vi kan forbedre vores drift og skabe en mere attraktiv butik for vores kunder. Det er en udfordring, men det er muligt, fordi vi har en topmoderne butik,« siger formanden.
Sten Kirkegaard Bech understreger, at han ser Thomas Koustrup som den rette til at stå i spidsen for at få vendt udviklingen.
»Helt afgjort.«
Lunken begyndelse
Selv erkender Thomas Koustrup, at det altid er sjovere at være uddeler, når tingene spiller økonomisk.
»Men jeg er ikke i tvivl om, at vi kan vende udviklingen. Det arbejder jeg og mit personale for hver eneste dag.«
Thomas Koustrup indrømmer dog, at starten på 2025 ikke er gået som forventet.
»Det kunne godt have været bedre, men en forklaring er, at påsken lå på et andet tidspunkt sidste år. Til gengæld har vi i år, modsat vores genbo (Netto, red.) kunnet holde åbent i helligdagene, og det har vi kunnet mærke.«