Blev fyret efter 43 år, men dagen efter ringede telefonen: »Nu gør vi det«
Efter 43 år samme sted fik Gert Sørensen straks et nyt jobtilbud og en frisk start.
Dagen efter, Gert Sørensen var blevet opsagt efter 43 år samme sted, ringede telefonen med et nyt jobtilbud.
Hans gode bekendte Thomas Bach, der ejer autoværkstedet Bach Hadsten, havde en idé. En idé, som han tidligere havde luftet for Gert:
»Nu gør vi det,« lød det i den anden ende af røret.
Thomas Bachs plan var at udvide sit skadescenter på Over Hadstenvej 22, og Gert Sørensen skulle stå for det – det var han klar på.
»Det skulle vi da bare prøve,« siger 58-årige Gert Sørensen fra Nørre Galten.
»Nu vil vi gøre det, til vi skal på pension sammen,« fortsætter han med et smil og tilføjer, at mange af hans tidligere kunder allerede har fundet frem til ham igen, og hvis nogle skulle have savnet ham:
»Så håber jeg, at de ser mig i artiklen her,« siger han muntert.
»Jeg har et godt ry, og folk kommer langvejs fra for at få mig til at lave deres skader. Tingene bliver lavet, som var det min egen bil, hver gang.«
Glad hver dag
Med så mange års erfaring følger andre fordele desuden med:
»Det er klart, at efter 43 år, så kommer man til at kende folk i branchen.«
Og hvad betyder det?
»Jamen så skal jeg ikke diskutere så meget. For når nu Gert sender en rapport ind, så ved de, at det passer. Det er et tillidsspørgsmål, som er opbygget gennem alle de år.«
Gert Sørensen er udlært i Hadsten Motorkompagni. Firmaet blev opkøbt af Anders Petersen Automobiler og sidenhen opkøbt igen, hvor Gert Sørensen var med kortvarigt, før han blev fritstillet.
Og ja, dagen efter ringede telefonen altså.
»Her er jeg ansat til at passe skadescentret alene – det er mit ansvar, og det har jeg det rigtig godt med. Jeg er så glad hver morgen, jeg kører herop. Jeg er tilpas.«