Fortsæt til indhold

Nomineret til Idun-prisen: Husrum har skabt fællesskaber for ensomme unge gennem 30 år

De frivillige i Husrum Aarhus kæmper for at skabe fællesskaber for ensomme unge. For det er de blevet nomineret til Idun-prisen.

Samfund

Stem på din favorit til Idun-prisen 2025 nederst i artiklen.

Omkring 25 frivillige er tilknyttet Husrum Aarhus, som har berøringsflade med cirka 250 unge, der oplever længerevarende ensomhed.

Frivilligkoordinator i Husrum Aarhus, Anja Storkholm, fortæller om organisationens arbejde:

Hvad er målet med Husrums arbejde?

»Målet er at mindske ensomheden, højne trivslen og skabe fællesskaber for unge mellem 16 og 30 år. Det gør vi igennem nogle sociale aktiviteter, hvor vi for eksempel brobygger til resten af Aarhus, som de lærer bedre at kende, for senere selv at få mulighed og overskud til at tage initiativ til at komme ud og være en del af det sociale liv, der er der i byen.

Vi har en hjertevensordning, hvor de unge kan mødes med en frivillig en gang om ugen i et halvt år og på den måde skabe et venskab, der måske er blivende.

Ud over det, så har vi sådan en samtalegruppe med et forløb på 12 uger.«

Hvorfor er frivillighed vigtig i Husrum?

»Først og fremmest støtter vi op om, at de frivillige også kan blive venner med de unge, fordi de netop ikke er ansat. Vi har set flere eksempler på, at frivillige og de unge, der går i Husrum, begyndte af at have et fællesskab uden for Husrum.

Og så støtter vi op om fællesskaber hele vejen rundt. De frivillige kommer jo meget af deres gode hjerte, så vi arbejder også for at skabe et fællesskab mellem dem. Vi vil jo rigtig gerne have, de bliver længe og skaber længerevarende relationer med de unge og med hinanden. Det er ikke det samme som et lønarbejde, hvor man jo selvfølgelig bliver på en anden måde og får løn for det. De skal gerne kunne se, at lønnen i sig selv er relationerne fra gode værtskab, og de også får noget ud af det på det personlige plan.«

Hvis du selv skulle give et bud, hvorfor tror du, at Husrum er blevet nomineret til Idun-prisen?

»Vi gør en rigtig stor forskel for de unge, vi har i vores forening. Vi er meget personligt involverede. De relationer, der bliver skabt, er længerevarende, også selvom de ikke er i Husrum længere.«

Hvad vil det betyde for jer at vinde prisen?

»Vi er jo vildt glade for den anerkendelse for det arbejde, vi laver for at sætte fokus på den mistrivsel og ensomhed, der har været i rigtig mange år. Husrum har snart 30 års fødselsdag her i Aarhus, og desværre er det ikke et problem, der er blevet mindre.

Vi gør, hvad vi kan for at løse nogle udfordringer for de unge, som gør, at de kan komme videre i nye fællesskaber.

De unge er også meget stolte af at være i Husrum. Når jeg møder nogle af vores unge i andre sammenhænge, er de ikke generte over at vise, hvor de kommer fra, og hvor de kender mig fra. Vi har jo allesammen mærket ensomhed på et eller andet tidspunkt. Det her er bare en længerevarende ensomhed, som de har erkendt, de ikke kan komme ud af selv.«

Hvad skal de 25.000 kroner bruges på, hvis I løber med prisen?

»Vi har faktisk en sommerhustur i uge 33, som er på tværs af alle syv Husrum-byer. Det kunne jo være, at Husrum Aarhus kunne byde ind med lidt ekstra til en af de dage og kunne lave en fest for de andre også, så alle de unge i Husrum mærker, at vi får en anerkendelse, som varmer rigtig meget.

Ellers har vi da nogle ting, vi godt kunne tænke os i Husrum Aarhus. For eksempel symaskiner og andet, som kunne blive brugt mange gange i vores aktiviteter. De unge efterspørger også sådan noget som keramik, som koster mange penge.

Normalt er vores aktiviteter meget gratis. Vi bruger genbrugsmaterialer og booker lokaler dér, hvor det ikke koster noget. At kunne gøre lidt ekstra, kunne også være en rigtig dejlig måde at anerkende de unge på.«

Idun-prisen bliver uddelt på Aarhus Rådhus af Din Avis Aarhus og Aarhus Kommune. Stem på din favorit herunder.