Højskole sætter jagt på skemaet
Højskoleelever på Djursland får jagt i sigtekornet, når Kalø Højskole som den første højskole i landet tilbyder et helt linjefag dedikeret til jagt.
De kommende elever på Kalø Højskole ved Rønde på Djursland kan glæde sig til et aktivt efterår, for skolens undervisere har gæs, harer og råvildt i sigtekornet.
Det skriver højskolen i en pressemeddelelse.
Som den første højskole i landet opretter Kalø Højskole jagt som linjefag. Linjen starter op i august og kører i alle efterårsmånederne, hvor jagtsæsonen er på sit højeste.
Faget vil føre eleverne gennem et spændende program på Djursland, i “bjergene” og i havet rundt om Mols med adgang til skydebane, udstyr, formidlingsrum, skærestue, jagthunde og spændende revirer.
Faget rummer et stort personligt udviklingspotentiale for eleverne, mener Kenneth Degnbol, forstander på højskolen.
»Jagtens praksis lærer ikke bare eleverne at finde vej til vilde dyr men kan også pege dem i retning mod en større mening her i livet. Den indre ro som opstår, når eleverne i fællesskab lytter og observerer en ræv i skoven kan give anledning til refleksion, fordybelse og mindske stress. En ro som ikke nødvendigvis opstår i en hverdag spækket med stimulans fra sociale medier med videre,« siger han.
Men det er ikke kun sig selv eleverne vil komme i større kontakt med. Thomas Malling Konggaard, Kalø Højskoles jagtlærer, fortæller om linjefagets andet formål:
»Vi vil gerne tage eleverne gennem hele jagtrejsen: fra at lære om og opdage vildtet til det er skudt, tilberedt over bål og kan spises i bedste Nak og Æd-stil. På den måde bliver eleverne både tættere forbundet til naturen og til det, de indtager. Måltidet skal serveres for hele skolen bagefter,« siger han.
Hele linjefaget afvikles i samarbejde med nogle af landets bedste eksperter fra Danmarks Jægerforbund, der vil vise vejen både teoretisk og praktisk. På den måde bliver eleverne rutineret i alt fra jagtteknik og positioner til sikkerhed for både dyr og mennesker.