Efter flere byråd, droppet vej og mange millioner: Kæmpe bydel sparkes til hjørne
Bydelen Marienlyst bliver, hvis bydelen overhovedet realiseres, yderligere forsinket og sandsynligvis knap så storslået.
Der er brugt år, millioner og uanede mængder krudt på en plan om at udvikle bydelen Marienlyst med plads til 12.000-14.000 beboere i det nordlige Aarhus, men når byrådet onsdag skal tage stilling til, om kommuneplanen skal sendes i høring, er et nej givet på forhånd.
Det er således kun Socialdemokratiet og Radikale Venstre, der kommer til at stemme for. SF og Enhedslisten ønsker slet ikke at bygge i området, mens de øvrige nej-sigere mener, at den nuværende kommuneplan er for dårlig. De ønskede ændringer handler blandt andet om infrastrukturen i bydelen samt at flytte bydelens idrætsfaciliteter tættere på skolen.
Det betyder, at Marienlyst som minimum bliver udskudt, og at det bliver et andet byråd end det nuværende, der kommer til at tage stilling til, hvordan bydelen skal udformes, da en ny plan ikke kommer på plads inden kommunalvalget til november. Udviklingsplanen for området blev vedtaget i 2021, altså af et tidligere byråd end det nuværende.
Når Socialdemokratiet ønsker at sende planen i høring, handler det ifølge medlem af Teknisk Udvalg Steffen Wich om, at byrådet er nødt til at stå ved de aftaler, man har lavet (og laver).
»Den nuværende udviklingsplan er ikke optimal. Det er vi enige i. Vi anerkender, at der er udfordringer, men der er nogle byudviklere, der har brugt rigtig meget tid og energi på projektet, og vi vil ikke være det parti, der sender det signal, at man ikke kan lave aftaler med Aarhus Kommune. De involverede byudviklere er med til at skabe byen og skabe vækst og arbejdspladser i samarbejde med kommunen, og vi har indgået en aftale, og så er vi nødt til at løse det,« siger han.
Steffen Wich, kan man godt sende noget ud i offentlig høring, når der skal laves nogle så store forandringer?
»Det er et godt spørgsmål. Det handler om, hvorvidt der er væsentlige forandringer, og det er jo en formulering, man kan diskutere. Vi vil gerne sende den i høring og sætte en retning efterfølgende.«
Hvorfor er forslaget egentlig på dagsordenen i morgen, når I godt ved, det bliver nedstemt?
»Det må du spørge rådmanden om.«
Konservativ rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang, hvorfor er forslaget egentlig på dagsordenen i morgen, når alle involverede godt ved, det bliver nedstemt?
»Det er formalia. Det er byrådet, der har sendt planen i Teknisk Udvalg, og så skal sagen tages op i byrådet.«
Hvorfor stemmer du imod et forslag, du selv har foreslået?
»Det er en sag, der har været meget længe undervejs. Projektet lå på mit skrivebord, da jeg landede, og jeg har arbejdet videre med den retning, byrådet har givet. Hvis byrådet har bestilt noget af mig, er det ikke noget, jeg selv kan trække tilbage, og det er nok meget godt. Det er min opgave at lægge forslaget frem, uanset hvad jeg synes.«
Rådmand: Uenige byudviklere
Nicolaj Bang er, ikke overraskende enig i, at politikerne i Aarhus Byråd skal behandle samarbejdspartnere ordentlig.
»Det er samtidig en sag, der har trukket rigtig meget ud, og der er nogle byudviklere, der haft svært ved at finde fælles løsninger. Jeg ved godt, at nogle udviklere kommer til at brænde nallerne økonomisk på det her, men det er også det, demokrati er. Vi har et næsten samlet byråd, som synes, at det her projekt peger bagud, og det er bemærkelsesværdigt, at Socialdemokratiet mangler at forholde sig til alle de ting, vi andre er bekymrede over, lige præcis i forhold til det her projekt,« siger han.
Han vil på et tidspunkt tage en snak med byudviklerne om, hvorvidt parterne kan blive enige om et reduceret projekt.
V frygter udlejningsghetto
Tankerne om en bydel ved Marienlyst går helt tilbage til 2009.
»Hele projektet Marienlyst er skabt, fordi man ville finansiere en stor vej mellem Tilst og Skejby, og det er måske ikke den bedste forudsætning for at skabe en bydel. Når vejprojektet ændres, som det er blevet her, forsvinder en stor del af forudsætningen, og jeg og mit parti synes, at det her projekt skal gentænkes på et lidt større plan,« siger Nicolaj Bang og fortsætter:
»I 2009 havde byrådet også andre prioriteter end dem, vi har nu. Kommunalvalget 2021 handlede meget om byfortætning, naturhensyn og borgerinddragelse. Jeg synes, det her projekt er et eksempel på, at vi skal blive hurtigere til at eksekvere på store projekter, for det er et problem, at byråd ofte når at skifte undervejs.«
Gruppeformand for Venstre og medlem af teknisk udvalg, Gert Bjerregaard, beskriver den aktuelle situation i forhold til Marienlyst som »brandærgerlig.«
»Udviklerne har brugt masser af tid og penge i et alt for langt forløb, men projektet er desværre ikke gennemarbejdet godt nok. Det er en ommer. Vi ønsker også bedre parkeringsnormer, bedre kollektiv trafik og flere ejerboliger i området. Så skylder vi også en holdbar løsning i Tilst-området, hvor trafikken allerede i dag sander til. Jeg er også bekymret for, at man viderefører nogle af de udfordringer, der er i Tilst. Det er vigtigt, at vi får en blandet beboersammensætning. Der skal være forskellige typologier af boliger, og vi skal sikre, at der også kommer ejerboliger i området, så vi undgår, at det bliver en udlejningsghetto,« siger han
Marienlyst ligger placeret mellem Skejby, Aarhus V og Tilst, på kanten mellem by og natur.