Fortsæt til indhold

Plejecentre i Randers imponerede ved tilsyn: Kun få mindre problemer blev fundet

To plejecentre kom fejlfrit igennem tilsyn, mens de øvrige havde enkelte mangler, som dog let kan rettes op.

Samfund

Styrelsen for Patientsikkerhed var fra januar til november sidste år på syv risikobaserede tilsyn på plejecentre i Randers Kommune.

Det fremgår af referatet fra det seneste møde i Omsorgsudvalget.

De plejecentre, der skal gennemgå et risikobaseret tilsyn, udvælges ved stikprøve, og tilsynet bliver normalt varslet seks uger før. Ved tilsynsbesøget kigger styrelsen på, om patientsikkerheden er i orden, og om patientrettighederne er overholdt.

På to af de steder, som Styrelsen for Patientsikkerhed besøgte, blev der ikke fundet nogen problemer af betydning for patientsikkerheden. Det drejer sig om Lindevænget og Huset Nyvang, der begge ligger i Randers.

»Det er virkelig flotte tilsyn. Det er noget, vi kan være stolte af. Det må jeg sige. Det er i småtingsafdelingen de påtaler, der har været. Det har faktisk ikke engang været påtaler men observationspunkter,« siger Ellen Petersen (S), der er formand for Omsorgsudvalget.

Ellen Petersen (S), der er formand for Omsorgsudvalget, kalder tilsynsrapporterne for »glædelig læsning«. Foto: Randers Kommune

Enkelte problemer

På de resterende fem steder, som Styrelsen for Patientsikkerhed besøgte, var der »mindre problemer af betydning for patientsikkerheden«. På hvert plejehjem var der mellem en og fire ting, som personalet skal være opmærksomme på og bringe i orden.

Styrelsen vurderer dog, at alle plejecentre vil være i stand til at rette op på manglerne ud fra den rådgivning, der blev givet ved tilsynet.

På Rosenvænget i Randers var der kun en enkelt ting, som styrelsen faldt over. Der var noget medicin, der ikke var en kvittering for, og det skal der være, for ellers er der risiko for, at beboeren enten ikke har fået sin medicin eller får en dobbeltdosis

I Terneparken i Fårup er der også kun tale om en enkelt ting, som Styrelsen for Patientsikkerhed fandt frem til ved tilsynet. I en journal manglede der opdatering af dokumentation om en beboers habilitet og stedfortrædende samtykke til antipsykotisk behandling.

”De kunne redegøre for deres praksis, hvor de vurderede beboernes habilitet løbende samt indhentede stedfortrædende samtykke til behandling. Det er derfor vores vurdering, at det alene drejede sig om manglende journalføring,” står der i tilsynsrapporten.

Derfor skal Terneparken sikre, at det fremgår af journalen, hvis en beboer ikke er i stand til selv at give samtykke til pleje og behandling. Det skal også fremgå, hvis beboeren eller en stedfortræder har givet samtykke til behandling med antipsykotisk medicin.

På Thors Bakke i Randers var der tre mangler omkring medicinhåndtering, som skal bringes i orden.

Opdater journalerne

På Åbakken i Øster Tørslev fandt Styrelsen for Patientsikkerhed nogle mangler vedrørende journalføring og medicinhåndtering. Men det overordnede indtryk var, at plejecentret generelt har styr på de områder.

Plejecentret skal dog sikre, at personalet kender og anvender stedets sundhedsfaglige instrukser, at beboernes aktuelle problemer og risici er journalført, at journalerne indeholder en beskrivelse af den aktuelle pleje og behandling, og at medicindoseringen sker korrekt.

På Aldershvile i Havndal var der også problemer med, at aktuelle problemer og risici ikke var journalført, og at journalerne ikke indeholdt en beskrivelse af den aktuelle pleje og behandling. Derudover skal de arbejde med at opdatere journalerne, når der sker ændringer i beboernes tilstand.

»Stor ros til dem«

Det går igennem ved alle tilsynsrapporter, at Styrelsen for Patientsikkerhed mener, at der er tale om enkeltstående tilfælde, når de er faldet over noget, og som sagt at plejecentrene fuldt ud er i stand til at rette op på manglerne ud fra den rådgivning, som blev givet ved tilsynet.

»Jeg er glad for at høre, at det går så godt. Det er et stort cadeau til personale og medarbejdere, som virkelig har fokus på, at vi skal give borgerne den bedste service hele vejen igennem. Stor ros til dem,« siger udvalgsformanden.

Udover Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn blev Omsorgsudvalget også præsenteret for de årlige tilsyn af plejecentrene og hjemmeplejen, som BDO gennemfører.

Her blev der målt på fire parametre, og langt de fleste steder er de parametre i meget høj grad eller i høj grad opfyldt. Nogle relativt få steder har på enkelte parametre opnået ”i middel grad opfyldt”, der svarer til en score på tre ud af fem. Ingen steder har på noget parameter scoret lavere end tre.