Se listen: Disse 13 steder bliver trafikken mere sikker
Teknik- og Miljøudvalget har besluttet at bevilge tre millioner kroner til forbedring af trafiksikkerheden i Favrskov Kommune. I alt er 13 konkrete projekter med i planerne for den forbedrede trafiksikkerhed.
Teknik- og Miljøudvalget valgte på et møde fredag 9. maj at give penge til 13 lokale forbedringer af trafiksikkerheden. De fleste af forbedringerne er foreslået gennem borgerhenvendelser, mens både Skovvangsskolen i Hammel og Korsholmskolen i Foldby også har fået deres forslag igennem.
Herunder kan du se, hvilke forbedringer Teknik- og Miljøudvalget har valgt at gå videre med i 2025.
Ned med farten
Mere end halvdelen af forbedringerne handler om at få bugt med for høj hastighed.
I Hadsten bliver der opsat fire nye fartbump på Vestergade, så bilerne ikke kan køre for hurtigt på den lange, lige strækning.
Vil man køre ind i Hadbjerg, skal man også forberede sig på at trykke på bremsen. Her bliver hastighedsgrænsen nemlig reduceret til 40 km/t.
På Skovbrynet i Hammel må man fremover også forberede sig på at lette foden fra speederen. Her bliver hastighedsgrænsen nemlig også 40 km/t. Her foreslår Teknik- og Miljøudvalget desuden, at blomsterkummer erstattes med almindelige trafikchikaner, da blomsterkummer kan give stor skade, hvis man påkører dem.
På Grønhøjvej ved Søften vil der blive etableret to sæt pudebump, som er den slags vejbump, busser og cyklister kan kan passere frit, mens de personbilerne må sænke farten.
Haar får også vejbump ved bygrænserne på Haarvej og Haarvadbro.
På Sognevej, Granslevbyvej og Voermøllevej i Granslev bliver der etableret fire til fem nye fartdæmpende foranstaltninger.
I Hvorslev kommer der fire vejbump ved bygrænserne ved Kragelundvej, Vinkelvej og Bråddenhøjvej, og den tilladte hastighed sættes ned til 40 km/t.
På Skolegade i Thorsø skal helleanlægget ændres, så det får en mere fartdæmpende effekt. Her er hastighedsbegrænsningen 50 km/t, men en måling har vist, at mange kører for stærkt på strækningen.
Til cyklisterne
Mens bilerne i stor stil skal til at køre lidt langsommere, skal det også blive mere sikkert at være cyklist. Derfor har Teknik og Miljø også foreslået en række forbedringer for dem, der transporterer sig på to hjul.
I Foldby har man fra Korsholmskolen ønsket en forbedring af sikkerheden omkring Skanderborgvej, Postvej og Damsbrovej. Her foreslår udvalget, at der opsættes cyklistsignal ved alle fire vejgrene. Signalerne gør, at cyklisterne får grønt lys et par sekunder før bilisterne.
I Hammel anbefales det, at det eksisterende busstoppested ved signalanlægget Tilemannsvej/Thorsvej flyttes 100 meter mod vest, så der bliver et sikkert holdested for venstresvingende cyklister. Derudover skal der etableres et cyklistsignal, og så etableres der en dobbeltrette cykelsti fra signalanlægget til den eksisterende cykelsti ved Hammel Idrætscenter. Dette punkt har været et ønske fra Skovvangsskolen i Hammel.
I Hammel skal cykelstien på Anbækvej også omlægges. I dag bruger mange cyklister stitunnellen som en smutvej mellem nord og syd, og det er problematisk, da det skaber farlige situationer for de, der går i stitunnellen. Derfor laves en jordvold ”midt på stien”, som skal lede cyklisterne over på den eksisterende parallelle sti. Der bliver også ændret på tilslutningerne for ramperne til stitunnellen, så de slutter direkte ind på parallelstien.
På Skovvej i Hinnerup vælger mange cyklister at blive på vejen i stedet for at cykle ind på den dobbeltrettede cykelsti. Derfor anbefaler Teknik- og Miljøudvalget, at der laves en cykelshunt, der gør det lettere for cyklisterne at køre ind på cyeklstien i sydgående retning.
Overblik
I Vitten får trafikanter i fremtiden nemmere ved at overskue vejene. I krydset mellem Vittenvej og Toftkærvej gør en høj beplantning det svært at se trafikken mod øst. Derfor foreslår udvalget, at beplantningen fjernes.
Derudover ønsker Miljø og Teknik, at der afsættes 100.000 kroner til trafiksikkerhedsundersøgelser og -kampagner.
Teknik og Miljø forventer at gennemføre forundersøgelser af projekterne i tredje kvartal af 2025, og at projekterne vil blive ført ud i livet i perioden mellem tredje kvartal af 2025 og tredje kvartal af 2026.
Alle de 13 trafikforbedringer forventes at komme til at koste cirka tre millioner kroner.