Fortsæt til indhold

Gestapos kløer: Tre kvinders gribende historie fortalt af lokal forfatter i ny bog

Ny bog af Kim Lykke Jensen skildrer tre kvinders kamp mod den tyske besættelse af Danmark

Samfund

Kim Lykke Jensen, journalist, forfatter og lokalpolitiker for SF i Syddjurs Byråd, har udgivet en ny bog, ”Tre modstandskvinder i Gestapos kløer”.

Forfatteren har, fra sin pure ungdom, interesseret sig for 2. verdenskrig og især, hvor verdenspolitik fik store konsekvenser helt ud til mindre byer og de mennesker, der boede her og tog del i modstandskampen.

Kim Lykke Jensen er aktuel med en ny bog om 2. verdenskrig og krigens konsekvenser for tre danske kvinder og deres efterkommere. Pressefoto

Bogen fortæller den gribende historie om kvinder fra forskellige hjørner af Danmark, Tulle Fiil, Pie Baastrup Thomsen og Monica Wichfeld, der alle kæmpede mod den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig.

De tre kvinders sociale udgangspunkt var meget forskelligt, men deres skæbner blev hvirvlet ind i hinanden, da de sammen tilbragte år i forskellige tyske koncentrationslejre.

Modstandskampens begyndelse

I besættelsestidens første år var modstandskampen i Danmark sporadisk.

Det var først i foråret 1943, da de britisk uddannede faldskærmsagenter fra SOE fik fodfæste i landet, at modstandskampen for alvor tog fart.

Special Operations Executive (SOE) var en hemmelig britisk efterretnings- og sabotageorganisation stiftet af Winston Churchill, som var oprettet i 1940. Organisationen skulle koordinere modstandsarbejde og sabotage i de tyskbesatte områder.

Tulle Fiil, datter af kromanden Marius Fiil i Hvidsten, oplevede på nærmeste hold de mange nedkastninger ved Hvidsten Kro og tog imod mange af de faldskærmsagenter, som blev landsat ved modtagepladsen Mustard Point.

Hun blev mor til datteren Gulle, umiddelbart inden hun og resten af Hvidstengruppen blev arresteret. Hendes mand, bror og far blev henrettet af tyskerne, inden hun selv blev deporteret til Tyskland.

Monica Wichfeld var en britisk født godsejerfrue, der boede på Engestofte Gods på Lolland. Hun var kendt for sin modige indsats i kampen mod den tyske besættelse og var involveret i forskellige modstandsaktiviteter, herunder at hjælpe faldskærmsagenter og organisere sabotageaktioner.

Pie Baastrup Thomsen, født Else Elisabeth Baastrup Thomsen, var en del af den kendte Hornslet Gruppe. Hun var uddannet bibliotekar og arbejdede som bibliotekarelev på Statsbiblioteket i Aarhus, hvor hun havde mulighed for at arbejde med illegal information og kurertjeneste. Hun var involveret i modtagelse af våben og faldskærmsagenter, ligesom sine to ældre brødre.

Hornslet Gruppen

Kim Lykke Jensen har tidligere skrevet om Hornslet Gruppen, der blev etableret i sommeren 1943 som en af de første modtagegrupper i Danmark.

Gruppen blev ledet af lægefamilien Baastrup Thomsen og faldskærmsmanden Ole Geisler. Hornslet Gruppens arbejde fik stor betydning for modstandsbevægelsen i Danmark, men kostede også livet for fem unge Hornslet borgere. Tre blev henrettet med en skudsalve i Ryvangen, mens de to andre mistede livet ved skudepisoder andre steder i Danmark.

Kim Lykke Jensen har fortalt om Hornslet lægefamilien i bogen ’Svend, Bjørn og Pie - Tre søskende i modstandskampen’, der udkom i 2021.

Gestapos kløer

De tre søskende Svend, Bjørn og Pie Baastrup Thomsen blev alle taget til fange af Gestapo i begyndelsen af 1944. De blev sendt til forskellige koncentrationslejre, hvor de overlevede, men fik både fysiske og mentale sår, der påvirkede dem resten af livet.

Monica Wichfeld sad sammen med de to andre i tugthuset i Cottbus. Under fangenskabet blev hendes helbred alvorligt forværret. Da den russiske hær nærmede sig, blev fangerne ført vestpå fra Cottbus til Waldheim. Denne tvangsforflytning og de barske forhold under transporten knækkede hendes helbred yderligere. Hun døde 27. februar 1945 som følge af de fysiske og psykiske belastninger, hun blev udsat for under fangenskabet.

Svend Baastrup Thomsen forsøgte i 10 år efter krigen at leve med smerten over fortiden, men begik selvmord. Bjørn Baastrup Thomsen levede videre, men var stærkt påvirket af besættelsestidens rædsler og døde i 2005 som 88-årig.

Pie Baastrup Thomsen levede videre efter krigen og døde 2. oktober 2005, dagen før hun ville være fyldt 86 år.

Tulle Fiil levede videre efter krigen og døde 25. august 1983, to dage efter hun fyldte 65 år.

Begge kvinder var, som mændene, for altid mærket af de ar, som oplevelserne under krigen forlenede dem med. Psykologhjælp var endnu ikke et ord, man kendte dengang.

Gribende interviews med døtrene af Pie Baastrup Thomsen og Tulle Fill, Lise Baastrup fra Randers og Gulle Fiil Paetch fra Mariager, som Kim Lykke Jensen har lavet, bekræfter, hvor store konsekvenser krigens oplevelser fik for mødrene og familierne.