Birgit har fået sin drømmebutik – og hele holdet med
Ny Rema 1000 på Århusvej er klar til åbningsfest på torsdag 22. maj.
Der er allerede varer på langt de fleste af hylderne. I kølerne og fryserne er det dog kun det fluorescerende lys, man indtil videre kan se.
Frost- og ferskvarerne lander i den nye Rema 1000 på Århusvej i Grenaa tæt ved åbningen på torsdag, og når de gør det, så behøver købmand Birgit Eggert ikke at knibe sig selv i armen længere. Så er hendes mangeårige drøm blevet til virkelighed.
»Vi har ventet på den her butik i syv år, og vi glæder os helt vildt. Hele personalet har set frem til at opleve den her dag,« fortæller Birgit Eggert.
Hun var tidligere købmand i Grenaas anden Rema 1000 på Havnevej, og allerede da der for efterhånden mange år siden begyndte at være snak om endnu en Rema 1000 i byen, udtrykte Birgit Eggert et stort ønske om at være med til at åbne en spritny forretning.
»Jeg har aldrig prøvet at være med til at åbne en helt ny butik før, og det synes jeg der er virkeligt fedt, at jeg kan nå at være med til,« konstaterer den 54-årige købmand.
Det gamle hold
Når Rema 1000 bygger ny forretning, er konceptet, at fra købmanden får overrakt nøglerne til butikken, har de 10 dage til at indrette den med alt hvad det indebærer af lysinstallation, opsætning af inventar og fylden på hylder.
Birgit Eggert og hendes personale har således været under en temmelig stram deadline siden mandag 12. maj. Heldigvis er netop personalet en væsentlig faktor i, at købmanden har masser af ro i maven i forhold til at være helt klar til åbningen på torsdag 22. maj.
Det er nemlig meget velkendte folk, man kan møde i den nye forretning, idet Birgit Eggert har fået stort set hele sit personale fra forretningen på Havnevej med sig.
»De har selvfølgelig selv fået lov at vælge, men jeg håbede da hele tiden, at de gerne ville med. Og det ville de heldigvis. De har jo også ventet i flere år på, at der ville komme en ny forretning, og det gør det bare 1000 gange nemmere for mig at bygge en butik op, fordi jeg kender folk og ved, hvad de er gode til.«
»Ofte får man hjælp udefra af andre købmænd, når man skal bygge en ny forretning op, men vi har klaret det selv, og det er, fordi vi er stærke sammen,« fortæller Birgit Eggert.
Hård konkurrence
Med åbningen føjes endnu en butik til en efterhånden meget lang liste over supermarkeder i Grenaa.
Mange har da også stillet spørgsmålet og tvivlen, om der virkelig er brug for - og ikke mindst plads til - så mange dagligvarebutikker i Grenaa.
Birgit Eggert er naturligvis helt bevidst om, at konkurrencen i byen er hård. Hun tror dog også på, at der er plads til et bredt udvalg for kunderne.
»Det bliver i hvert fald godt at være forbruger i Grenaa, for det er jo ofte på prisen, man får kunderne ind, og der er jeg ikke i tvivl om, at der bliver noget konkurrence på det punkt,« siger hun.
Og i forhold til, at hun nu kommer til at konkurrere med sin tidligere butik, er hun også fortrøstningsfuld.
»Vi er jo ikke kun konkurrenter, men i høj grad også kollegaer. Jeg tror bestemt, at vi bliver den største butik, men der bor jo blandt andet mange ældre mennesker i området nede ved havnen, og for dem ville det være virkelig ærgerligt, hvis butikken på Havnevej ikke var der, så jeg håber virkelig, der er plads til os begge,« siger Birgit Eggert.
Rema 1000 på Århusvej åbner på torsdag 22. maj klokken 8.
Her kommer en kaffevogn med gratis kaffe til de morgenfriske, som vil være med til, at blandt andet borgmester Kasper Bjerregaard indvier forretningen.
Senere på dagen fra klokken 14-18 ruller pølsevognen ind på parkeringspladsen med gratis pølser og hotdogs.