Fortsæt til indhold

Lækket regnskab: Energikoncernen Verdo har et underskud på 163 millioner

Energiselskabet Verdo præsenter et chokerende årsregnskab i næste uge.

Samfund

Energiselskabet Verdo står over for en turbulent tid, afslører det kommende årsregnskab, som både Din Avis Randers, Energy Supply og Randers Amtsavis er kommet i besiddelse af.

Det randrusianske Verdo præsenterer i næste uge årsrapporten for 2024, der viser, at selskabet har lidt et underskud på 163 mio. kr. Omsætningen er faldet med knap 700 mio. kr., og driften er under pres.

»Det er et meget utilfredsstillende resultat, som afspejler, at stort set alle forretningsområder har haft et svært 2024,« skriver Verdos finansdirektør Kenneth R. H. Jeppesen i ledelsesberetningen, som er lækket til Din Avis og flere andre medier før offentliggørelsen.

Årsager til underskuddet findes blandt andet i faldende energi- og råvarepriser. Ledelsen vurderer, at omsætningen i 2025 vil følge 2024-niveauet, men resultatet før skat forventes at blive et underskud mellem 0 og 50 mio. kr.

Vil ikke kommentere endnu

Verdos nye administrerende direktør Jesper Vinter Barslund ønsker ikke at kommentere regnskabet eller tale med Din Avis, før det er godkendt på selskabets repræsentantskabsmøde 22. maj.

»Regnskabet er ikke godkendt endnu, så derfor vil jeg udtale mig om det, før jeg har præsenteret det for dem, der skal godkende det,« lyder det.

Regnskabet viser, at det især er forretningsområdet ’Energy’, der etablerer, drifter og servicerer energianlæg, som har bidraget til det store underskud. Energy havde en omsætning på 400 mio. kr. men endte med et tab på 130 mio. kr. Store udenlandske projekter har haft en ”betydelig negativ påvirkning” på resultatet, fremgår det af ledelsesberetningen.

Det skriver Energy Supply, der i december beskrev, at flere norske affaldsanlæg, som Verdo har været involveret i, har præsteret langt under forventet. Medarbejdere blev i samme periode afskediget, og ledelsesstrukturen blev restruktureret.

Øget gæld

Verdos gæld er vokset til over 2,1 mia. kr. mod 1,9 mia. kr. året før, herunder kortfristede forpligtelser til kreditinstitutter, der er vokset med 352 mio. kr. De kortfristede forpligtelser overstiger nu 1 milliard kr., og Verdo skal afdrage knap 64 mio. kr. på den langfristede gæld i 2025.

Det finansielle samspil af gældsætningen har medført, at Verdo har en såkaldt finansiel gearing på indeks 570. Det vil sige, at virksomheden skylder 570 kr. for hver krone, som driften har tjent i 2024 før renter og afskrivninger, nævner Energy Supply.

Verdo står aktuelt midt i en juridisk tvist om millioner af kroner. Forsyningstilsynet har pålagt Verdo at betale knap 46 mio. kr. tilbage til fjernvarmekunder i Randers og Herning for uretmæssige renteudgifter opkrævet i varmeprisen fra 2018 til 2023. Verdo afviser kritikken og har klaget til Energiklagenævnet, som nu behandler sagen.

Verdo Holding nedlagt

Som en konsekvens af de økonomiske udfordringer har Verdo allerede ændret sin organisation markant. Koncernen er blevet opdelt i fire selvstændige selskaber med eget ansvar for økonomi, drift og ledelse. De fælles stabsfunktioner i Verdo Holding er nedlagt.

»Disse tiltag er en del af en langsigtet strategisk omlægning. Det ændrer ikke ved, at resultatet for 2024 er særdeles utilfredsstillende, men med de vedtagne beslutninger er fundamentet skabt for fremtidige positive resultater,« skriver Torben Høeg Bonde i sin formandsberetning.

Selvom flere underselskaber har røde tal på bundlinjen, viser regnskabet også enkelte positive elementer. Verdo Go Green A/S, der blandt andet sælger strøm og elbil-ladeløsninger, har præsteret et overskud på 22 mio. kr.