Fortsæt til indhold

Toplærling Magnus modtager prestigefyldt pris

Lærlingeprisen 2025 markerer Magnus Svensson Kristiansens betydning for lokalsamfundet. Hans faglige dygtighed og kollegiale egenskaber fremhæves som centrale faktorer.

Samfund

Magnus Svensson Kristiansen blev fredag 16. maj hædret med Lærlingeprisen 2025 fra DI Randers-Norddjurs.

Overrækkelsen fandt sted ved en surprise-ceremoni hos Nymark & Fogh Teknik ApS i Grenaa, hvor Magnus Svensson Kristiansen har taget sin uddannelse.

Med topkarakter til svendeprøven og stor respekt fra både kolleger og ledelse blev han fejret for sit faglige engagement, sin hjælpsomhed og sit stærke kollegaskab.

En vigtig figur

Magnus Svensson Kristiansen opnåede karakteren 12 til svendeprøven, og hans læreplads har fremhævet ham som en vigtig figur i virksomhedens dagligdag.

Medejer Søren Nymark fra Nymark & Fogh Teknik ApS: »Der er ikke meget, Magnus ikke finder en løsning på – og hvis han er i tvivl, sætter han sig ind i det og får det til at fungere. Han er rolig, hjælpsom og bidrager til et stærkt fællesskab på værkstedet.«

Fremtidens håndværker

Borgmester Kasper Juncher Bjerregaard deltog også i fejringen og rettede en personlig tak til prismodtageren.

»Magnus viser, at fremtiden ikke kun formes i byrådssale og på kontorer, men også ude på værkstedet – med værktøjet i hånden og en løsning i hovedet. Vi har brug for flere som ham, og jeg håber, han bliver i Norddjurs – for vi har brug for dygtige unge mennesker, der vælger håndværksvejen med stolthed og dygtighed.«

Peter Bogh Lindgaard, direktør hos DermaPharm A/S og bestyrelsesleder i DI Randers-Norddjurs, fremhævede Magnus som en profil, der bygger fremtiden.

»Magnus er det, vi i erhvervslivet kalder ’guldet’. Ikke det, man investerer i, men det man bygger fremtiden på. Han er både fagligt dygtig og en kollega, man altid kan regne med. Det er en fornøjelse at kunne hylde en profil som hans.«