Fortsæt til indhold

Hornslet Hallen skifter navn: »Vi skal følge med udviklingen«

Hornslet Hallen har fået nyt navn, og det bliver markeret med en stor familiedag til august.

Samfund

Hornslet Hallen hedder ikke længere Hornslet Hallen. For nylig blev et nyt facadeskilt hængt op, og nu er navnet Djurslands Bank Hornslet Arena.

»Vi har allerede i lang tid haft et aktivt samarbejde med banken, som vi mener gør en masse godt for lokalområdet. Med denne saltvandsindsprøjtning får vi mulighed for at forbedre vores faciliteter endnu mere og blive et endnu bedre tilbud til alle vores brugere,« siger formand for hallens bestyrelse, Rasmus Langballe.

Det er bestyrelsen, der har truffet beslutningen om aftalen, men det er sket i tæt samarbejde med centerleder Karsten Nissen.

Hverken Djurslands Bank eller bestyrelsen vil på nuværende tidspunkt dele beløbet på navnesponsoratet, men Rasmus Langballe siger:

»Aftalen er ikke et udtryk for, at vi har en dårlig økonomi. Den er fornuftig, men området omkring hallen og hele Hornslet udvikler sig med raketfart lige nu, så vi skal også udvikle os, og det kræver selvfølgelig nogle ressourcer.«

Ved at tilføje Hornslet på listen har Djurslands Bank nu i alt fire arenaer i Østjylland. De tre andre ligger i Aarhus, Grenaa og Rønde.

Djurslands Bank har været i Hornslet siden 1985, og her er souschef Jimmi Skov meget tilfreds med den nye aftale.

»Vi er meget stolte over, at vi nu har fået bankens navn på facaden af hallen i Hornslet. Det er en hal, som rigtigt mange børn og voksne i Hornslet bruger i hverdagen, så jeg er virkelig glad for, at vi kan støtte op omkring dette.«

Peter Bredal, områdedirektør i Djurslands Bank, er enig:

»Vi er en lokal bank og en lokal sparringspartner. Med Djurslands Bank Hornslet Arena viser vi helt tydeligt vores store engagement og bankens stærke opbakning til det lokale foreningsliv, som er så vigtigt.«

29. august inviterer banken til en stor fejring. En festlig familiedag fyldt med forskellige børneaktiviteter foran hallen, og alle er velkomne.