Fortsæt til indhold

Pop-up-debatten ruller igen i Ebeltoft: »Måske er det kun en enkelt butik, men problemet er alligevel kæmpe stort«

En nyhed fra en lingeributik har igen sat gang i debatten om pop-up-butikker. Formanden for handelsstandsforeningen, Kristian Busk, spørger om Ebeltoft skal være en sæsonvare eller en helårsby?

Samfund

Sommeren står for døren, og med den følger pop-up butikker i turistbyer som Ebeltoft.

Dem bryder formanden for handelsstandsforeningen, Kristian Busk, sig ikke om. Sidste år fik han fyret op under debatkedlerne, da han på Facebook problematiserede åbningen af en pop-up vinbar.

Og nu har han været ved tasterne igen, efter lingerikæden Change på Facebook for nylig annoncerede et midlertidigt sommer-lagersalg på gågaden.

Nu ruller debatten igen.

Et tv-indslag i denne uge, hvor Kristian Busk argumenterer for sin bekymring, starter med at proklamere, at nu sker der et stort ryk-ind af pop-up butikker i Ebeltoft.

»Det må siges at være en overdrivelse og stå helt for tv-kanalens egen regning,« siger Kristian Busk, som kun kender til én pop-up, der - indtil nu i hvert fald - har meldt sin ankomst.

Men det er ikke antallet, der afgør, om debatten skal tages, mener han.

»Det handler ikke om, hvor stort problemet er lige nu. Det handler om, at hvis vi ikke gør noget, så bliver det et problem. Derfor er det vigtigt, at vi sætter fokus på emnet og tager debatten.«

Han understreger, at det ikke er Change, han går efter, for i princippet kan pop-up butikker jo være en god idé, hvis det er fordi, butikkerne vil se, om der er grundlag for at blive.

»Og det kan jeg jo ikke vide, om det er i dette tilfælde, men jeg bruger eksemplet til at rejse en principiel debat om, hvilken retning vores by skal gå i. Vi kunne jo godt bare være en sæsonby, hvis det var det, vi havde lyst til, men det tror jeg, de færreste synes. Vi skal være en by, der lever hele året.«

Han mener, problemet opstår, når butikker åbner midlertidigt uden lokal forankring og dermed ikke bidrager til byens helårsliv.

»Ebeltoft har en bymidte fyldt med kvalitetsbutikker, liv og fællesskab, og det gør os til noget helt særligt. Men hvis midlertidige butikker tager af den fortjeneste, de faste butikker skal hente i sommermånederne, og som skal polstre dem til at overleve resten af året, så mister vi nøglebutikkerne.«

Hvis det sker, frygter han, at antallet af kortvarige løsninger får overtaget.

»Det kan blive selvforstærkende. Når der først åbner en, så kommer der flere. Og så ender vi med en midtby, hvor tilbudsskiltene tager over og helårsbutikkerne lukker. Så ender vi som Skagen.«

Enighed om retningen

Kristian Busk har ikke nødvendigvis en færdigpakket løsning på det komplekse problem, men en idé kunne være et samarbejde mellem kommune, udlejere og handelsliv, som gav bedre muligheder for, at lokale aktører kunne bruge lokalerne i højsæsonen i stedet for, at de bliver lejet ud til udefrakommende.

Din Avis har rakt ud til Change Lingeri Outlet for at høre, hvilke overvejelser de gør sig, når de åbner pop-up butikker i sommerlandet, hvilket de gør flere steder denne sommer, men de er ikke vendt tilbage.

I en kommentar på Facebook til Kristian Busks opslag svarer de dog:

»Vi forstår godt din bekymring – det er bestemt ikke vores intention at skubbe eksisterende butikker eller det lokale erhvervsliv til side. Vi har stor respekt for de ildsjæle, der holder gang i byerne året rundt (...), og vi vil meget gerne være en del af det fællesskab, både når vi er på besøg og potentielt på længere sigt.«

Det må stå hen i det uvisse, om formuleringen »potentielt på længere sigt« betyder, at kæden overvejer permanent at åbne i Ebeltoft, som indtil for godt et år siden faktisk havde hele to lingeributikker.

Nu er der en tilbage, nemlig Cherie.

Her har indehaver Helle Nielsen også fulgt debatten.

»Jeg har egentlig ikke den store trang til at udtale mig, men jeg vil gerne sige, at jeg principielt er meget enig med Kristian Busk.«

Hun understreger, at det ville hun være, uanset hvilken slags butik, der poppede op denne sommer.

»Det mente jeg også sidste år, da det var vinbutikkerne, der blev ramt, og året før, da det var Matas, det gik ud over, fordi der åbnede en Normal. Det er ærgerligt for vores by, hvis der bliver skabt nogle betingelser, som gør, at det bliver sværere for helårsbutikkerne at overleve.«

Kristian Busk tilslutter sig og gentager:

»Det handler ikke om lige netop denne ene pop-up butik. Det handler om, hvilken retning vores by skal tage.«